Politiet efterforsker et skyderi ved Drakes hus i Toronto. Det rapporterer blandt andre det canadiske medie CBC Toronto.
Ifølge mediet er huset lige nu afspærret, fordi en unavngiven mand er blevet skudt i nabolaget. Manden er efter sigende alvorligt såret og er blevet bragt til hospitalet, mens en mistænkt er flygtet fra stedet i et køretøj.
På X oplyser politiet, at skyderiet fandt sted klokken 2.20 natten til tirsdag lokal tid. En kilde i politiet har desuden bekræftet over for CBC Toronto, at operationen foregår ved den canadiske rappers ejendom.
Ifølge medier som blandt andre Variety er mandens kvæstelser ikke livstruende. Her lyder det desuden, at Drake ikke er offeret.
Drake befinder sig lige nu i en omdiskuteret beef med Kendrick Lamar, og de to rappere har de seneste uger sendt en lang række diss-tracks afsted mod hinanden.
I weekenden udgav Kendrick Lamar blandt andet sangen ‘Not Like Us’, hvis artwork er et luftfoto af netop huset i Toronto. Drake har sidenhen svaret igen med sangen ‘The Heart Part 6’.
Opdatering: Politiet har nu bekræftet, at det er en af Drakes sikkerhedsvagter, der er blevet skudt. Det skriver blandt andre The New York Times.