Clairo ‘Sexy to Someone’
Clairos stærke albumtoer, ‘Sling’, fylder tre år til sommer, og 12. juli – bare få dage inden årsdagen – er hun klar med sit tredje album, ‘Charm’. Det annoncerede hun i denne uge, hvor hun også udgav førstesinglen ‘Sexy to Someone’.
Instrumentalt befinder den sig et rigtig lækkert sted mellem den funklende soveværelsespop fra debuten ‘Immunity’ og den varme singer/songwriter-lyd, der prægede ‘Sling’. Samtidig fornemmer man noget af den lækre, sophisti-poppede vellyd, der har gjort navne som The Weather Station til kritikerdarlings.
Den stærkt nærværende lyrik er dog som altid med til at løfte Clairo fra hendes stilfæller. På ‘Sexy to Someone’ synger hun om at have den der følelse, hvor man bare har brug for anerkendelse – brug for at nogen synes, man er sexet. Brug for at en eller anden spørger, om man ikke er filmstjerne, så man nonchalant kan svare »I didn’t get the part«.
Desperationen er gennemborende. Fra første til sidste linje er hun besat af tanken om, at andre skal finde hende sexet, og i omkvædet synger hun decideret, at hun ikke kan leve uden den anerkendelse.
AySay ‘Moda’
Moda er et sted i Istanbul, hvor man ifølge AySay-forsanger Luna Ersahin oplagt kan tage hen, hvis man skal have et neutralt sted at snakke med eksempelvis en ekskæreste. Og det er netop det, den tyrkisksprogede trap-banger ‘Moda’ handler om – at mødes med en ekskæreste og være så lettet over, at man ikke er sammen længere.
Lord Siva ’10/10′
Lord Siva har netop udgivet den lækre r’n’b-skæring ‘Blåregn’, og det er en rigtig velsammensat sang, der nok skal blive et radiohit. Men vi er blevet endnu mere forelskede i sangens b-side, ’10/10′, der er et gennemført throwback til Lord Sivas tidlige, mere hiphoppede dage.
Child + the Banned ‘Dominion’
Det danske artpopprojekt Child + the Banned har ikke udgivet ny musik i knap to år, men nu er Josefine Carls projekt tilbage med sangen ‘Dominion’. Sangen handler efter sigende om begær og magt, og den lyder præcis lige så enorm, som en sang med det koncept bør lyde.
Vince Staples ‘Shame on the Devil’
Da Vince Staples fik sit gennembrud for ti år siden, var det som en uregerlig rebel, men de seneste par år er han begyndt at dyrke mere tænksom conscious-hiphop. Det gælder også den NorthSide-aktuelle rappers nyudgivne album ‘Dark Times’ og ikke mindst denne enlige singleforløber, hvor han funderer længe og grundigt over sine kår.
Raveena ‘Lucky’
Kender du det meme, hvor folk spørger, om deres kærester stadig ville elske dem, selv hvis de var en orm? I musikvideoen til Raveenas dybt romantiske r’n’b-ballade ‘Lucky’ ser man hende være kærester med en … okay, ikke en orm, men en larve. Tæt nok. Det bringer om ikke andet et stort smil på læberne, mens blid guitar strømmer gennem øregangene.
Branco feat. Headie One ‘Guns & Roses’
Hvis man vil have en lidt mere hårdtslående weekend, kan man oplagt høre Brancos sidste album nogensinde, ‘Baba Business 3’. Et af de bedste numre fra albummet er ‘Guns & Roses’, der er et samarbejde med engelske Headie One, hvor begge rappere lyder tændte over et hårdkogt drillbeat.
Gorgeous ‘Mockingbird’
Maríe Louise Bjarnarsons vokal er uimodståelig på denne støvede indiepopsang, men det helt store zen-øjeblik lander, når vi rammer de små instrumentale sektioner. Med udgivelsen af ‘Mockingbird’ kan Gorgeous desuden annoncere, at duoens debutalbum lander til efteråret.
PinkPantheress ‘Turn It Up’
‘Turn It Up’ gør ikke noget, som vi ikke allerede ved, at PinkPantheress er god til. Men til gengæld er den endnu et eksempel på, hvor god den Roskilde Festival-aktuelle kunstner er til den der blanding af moderne r’n’b og Y2K-klingende klubproduktioner.
Tobias Rahim feat. Icekiid ‘Dark Room’
Egentlig ligner Tobias Rahim og D1mas ‘Bellevue’ allerede et godt bud på årets store danske sommerhit. Men Rahim giver sig selv konkurrence, når der går liderlig 80’er-hiphop i den på Icekiid-samarbejdet ‘Dark Room’.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: