Childish Gambino ‘Human Sacrifice’
Denne uge delte Childish Gambino surprise-albummet ‘Atavista’, der primært består af opdaterede udgave af sangene fra 2020-albummet ‘3.15.20’. Donald Glover kalder endda ‘Atavista’ for »den færdiggjorte udgave af ‘3.15.20’«.
Der er dog én helt ny sang på ‘Atavista’. ‘Human Sacrifice’ kunne ellers lige så godt have været inkluderet dengang, for han har spillet den live siden 2018, og en bid af den var med i en reklame for Google Pixel i 2019. Men nu er den endelig udgivet i fuld længde, og endda samme uge som Childish Gambino annoncerede en koncert i Royal Arena 10. november.
Det passer perfekt, for omkvædet på ‘Human Sacrifice’ er altså hans mest stadionparate nogensinde. Man får impulsivt en trang til at vifte armene over hovedet, når Glover synger »We shine brighter in the dark«. Når man lukker øjnene, er det ikke svært at forestille sig et hektisk lysshow og en stor menneskemængde, der synger med.
Billie Eilish ‘Lunch’
Billie Eilishs nye album, ‘Hit Me Hard and Soft’, er fyldt med numre, der nægter at følge den gængse popformel. Men når hun på ‘Lunch’ synger om at slikke fisse, har hun præsteret et af de bedste eksempler på, hvordan hun også kan få en lige-ud-ad-landevejen-popstruktur til at køre som smurt.
Atusji ‘Slowboat til Asakusa’
Dansk-japanske Atusji er klar med sit første dansksprogede solonummer i forbindelse med et album, der også (hovedsageligt) er på dansk. Sangen er inspireret af et barndomsminde om kanalrundfart i Tokyo. Med udgangspunkt i det har han lavet et helt album om, hvordan hans families tilværelse mon havde set ud, hvis de var blevet i Japan.
Shygirl feat. Danny L. Harle ‘Encore’
Forestil dig Roskilde Festival 2024, natten mellem fredag og lørdag. Klokken er 02. Skal du i seng? Nej, du skal feste løs til Shygirls store ‘Club Shy’-show på Arena. Hvis du er i tvivl om det, så skal du høre denne banger, der er det eneste originale nummer på Shygirls remix-fokuserede ep ‘Club Shy RMX’, der lander 7. juni.
Kingtommi ‘I natten’
Kingtommi er begyndt at fokusere mere på sange, der klinger af hitpotentiale – og ‘I natten’ er den hidtil stærkeste forening af alle hans autotunede, violin-assisterede excentriciteter og en solid samling hooks med ørehænger-kvaliteter.
DJ Seinfeld ‘If U Like Me’
Det er højsæson for elektroniske musikere opkaldt efter 90’er-sitcoms. Mens virkelighedens Jerry Seinfeld har travlt med at udstille sin egen privilegieblindhed, udgiver den svenske dj af samme navn stærke progressive housebangere på stribe, og man kan umuligt få en dårlig aften på klubben, hvis ‘If U Like Me’ kører på anlægget.
Fine ‘Coasting’
Det er ikke lige til at regne ud, hvorfor videoen til ‘Coasting’ primært består af tilfældige slowmotion-optagelser af Baby In Vains Lola Hammerich, men det passer overraskende godt til den svævende indierocklyd, der definerer seneste single fra Chinah-forsangeren Fine Glindvads solodebut, ‘Rocky Top Ballads’, der udkommer 7. juni.
Peggy Gou ‘Lobster Telephone’
Debutalbummet fra den storhittende house-producer Peggy Gou hedder ‘I Hear You’, og på den nye single derfra synger Gou på koreansk over en dejligt energisk instrumental, der lader til at trække på eurohouse-traditionen.
Wu-Lu ‘Blunted Strings’
Wu-Lus særegne blanding af hiphop, grunge og indierock har allerede imponeret Damon Albarn, og denne uge er han aktuel med ep’en ‘Learning to Swim on Empty’. Et par dage inden udgivelsen kom denne chill, næsten triphoppede single som forsmag.
Emily Bowen ‘Honey’
Med denne funklende debutsingle ligner Emily Bowen et af de mest lovende navne til at komme ud af SheCanPlay-initiativet. Hun nævner selv The Japanese House, Clairo og Boygenius som inspirationskilder, og det kan bestemt høres i hendes drømmende sangskrivning og øre for stærke melodier.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: