Talentfestivalen Uhørt annoncerer det fulde program for 2024

Talentfestivalen Uhørt annoncerer det fulde program for 2024
Laura4evigt til Distortion X Nørrebro. (Foto: Dejan Obretkovic/Soundvenue)

Hvert år siden 2013 – selv under coronanedlukningen – har den københavnske festival Uhørt præsenteret purunge musikalske talenter, og de fleste år ender mindst en håndfuld af disse sidenhen med at opnå stor succes.

På det seneste har festivalen drypvist annonceret navne til 2024-udgaven af lineuppet på sociale medier, og med annonceringen af de sidste 14 i dag er vi endt på et fuldt lineup bestående af i alt 42 spirende kunstnere.

Tidligere års mindeværdige bookinger tæller navne som The Minds of 99, Baby in Vain, Nelson Can, Rebecca Lou, Farveblind, JJ Paulo, AySay, Greta, Lucky Lo, Guldimund, Angående Mig, Pil, Ussel, August Høyen og Blæst.

Det er jo aldrig til at vide, hvem der ender med lignende skæbner på årets lineup. Men herfra skal der i hvert fald lyde en opfordring til at holde grundigt øje med Laura4evigt, hvis Medina-klingende ‘hjerte rimer på smerte’-pop charmerede sig ind i publikums natklubbede hjerter på årets Distortion X Nørrebro.

Andre spændende navne tæller Hvor Er Skygge, der laver vidtfavnende, højtragende artpop, hvilket tidligere i år kulminerede i det spraglede debutalbum ‘Sommetider evig forårsregn’.

Festivalarrangør Jesper Krüger udtaler følgende om årets program i en pressemeddelelse:

»Årets 42 navne er udvalgt blandt hele 726 ansøgere med hjælp fra en masse musikfolk i landets største lytteudvalg. Vi er stolte over at kunne præsentere et superspændende musikprogram med helt nye navne, der helt sikkert vil være en fornøjelse for publikum at opleve. Og apropos den aktuelle debat om kønsligestillingen i musikbranchen, så viser Uhørt Festivals musikprogram igen i år, at det ikke er så svært at finde fede nye navne af alle køn«.

Uhørt finder sted fra 15.-17. august på Enghavevej 80 i København, og tidsplanen plejer at lande i ugerne op til arrangementet.

Det fulde lineup til Uhørt 2024:
Amalie Coppa
Astrid Schick
Berg
Bonjour Papa
Carmie
The Doves
Dør i dine arme
Elias Njovuu
Emi Wide
Emilie Sofie
Enilora
Full Cry
Føns
Gejst
Gradience
Hvor er Skygge
Ida Lilja
Johanna
Kejser
Laura4evigt
Lea Eyðbjørg
Lextraneus
Maline
Miller
Meum Zel
Milez
Mirby
Möss
Nanna Bottos
Olivia Aia
Ozzy
Pære Banal
Rin
Shiver Less
Stügg
Tarick
Trine Lynvig
Verge
Vilma Crow
Von Quar
Wildr
Willum

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af