10 MINUTTER. I fredags udkom der en debut-ep fra noget så forfriskende som en dansk artist, der til fulde kaster sig ud i den storladne, altomfavnende pop.
Du ved: Den type pop, hvor følelser stråler som stjerner, og hvor hjerte rimer på ørehænger.
Vi har før sammenlignet Laura med Medina, men på ep’en ’Skilte jeg mig pludselig ud?’ er der også steder, hvor den danske kunstner tager den klassiske pop i nye retninger. ’Et one night stand’ er for eksempel dyster og forvrænget som noget fra et tidligt The Weeknd-mixtape.
Men hvad er pop i det hele taget i 2022? Giver det mening at tale om genren som én sammenhængende størrelse? Og er vi endelig nået dertil, hvor fordommene mod pop er fortid?
De spørgsmål havde jeg stående i min notesbog, da jeg greb telefonen og ringede til Laura for at afprøve vores nye interviewkoncept, hvor vi taler i lige præcis ti minutter med en ny, interessant artist.
Vi har tastet Lauras nummer ind … nu ringer den …
Hej Laura! Lad os da bare starte med det store spørgsmål: Hvad er pop i det hele taget?
»Jeg synes, pop er en genre, der består af andre genrer. Der er for eksempel vildt mange hiphopelementer i pop. Måske er pop bare det populære, det man hører i radioen. Samtidig findes der også alt fra indiepop til elektronisk pop. Eller poprock«.
God pointe. Poppen er måske den eneste genre, der ikke er defineret af lyde, men af popularitet. Men der findes måske noget, man kunne kalde den klassiske pop. Noget med store følelser, store melodier?
»Jeg tror, det er noget, hvor man tænker klicheer ind i det. Jeg er før blevet sammenlignet med Medina, som for mig er popdronningen i dansk musik. Hun kører meget på klicheer, hvor hjerte rimer på smerte. Tekstuniverset er meget direkte. I forhold til akkorder bruger man også tit det samme, som man har hørt i andet musik«.
Hvorfor er det spændende at dyrke klicheer og genbruge akkorder?
»Lytteren kan lide at føle sig hjemme i musikken. Når man skaber melodier, som hænger fast, skaber det følelsen af noget genkendeligt. Der er noget særligt i popmusikkens enkelthed. At noget er simpelt. For hvordan laver man en god melodi over akkorder, der er blevet brugt 100 gange før? Det, synes jeg, er pop«.
Det er også en tilgang, der tit bliver set ned på.
»Der bliver tit gjort grin med pop. Det bliver set som noget, der ikke er avanceret. Jeg kommer selv fra en mere elitær musikskolebaggrund, hvor jazz var meget i fokus. Hvis man var en god musiker, var det det, man dyrkede«.
Hvad er nogle af de største fordomme, du har mødt om pop?
»At det sikkert kun har taget en formiddag at lave. At alle kan stille sig op og synge en popsang. Folk tænker, at det ikke er intellektuelt. At det ikke er cool. Det er lidt den følelse, jeg har fået omkring pop«.
Er de fordomme ved at ændre sig?
»Ja. Hvis man kigger på institutioner som Rytmisk Musikkonservatorium, er der for eksempel mere fokus på at uddanne folk til at lave musik, der har et kommercielt potentiale, end der er på at uddanne jazzmusikere«.
Ja, lad da endelig musikskolerne udklække popstjerner, det lyder som en fantastisk idé! Apropos popstjerner, har du en top-tre over personlige favoritter?
»Helt sikkert Robyn og Ariana Grande. Og så Jada, hvis jeg skulle nævne en dansk. Jeg lytter mest til kvindelige artister. Jeg synes, alle tre synger sindssygt godt. Der er vildt meget power i deres musik«.
Nu har du selv debuteret med en ep. Hvordan føles det?
»Det føles som et stort skridt at tage som upcoming musiker. Nogle af sangene er mere eksperimenterende, mens andet er simpelt og poppet. Jeg er spændt på, om folk forstår det univers«.
Lauras debut-ep, ’Skilte jeg mig pludselig ud?’, er ude nu.