Sommeren har været en ørkenvandring, men i weekenden var jeg endelig til festival igen

Grundet Covid-19 har sommeren 2020 været blottet for festivaler. Men første weekend i september blev mønsteret brudt, da Uhørt præsenterede et hav af spirende danske kunstnere på Vesterbro.
Sommeren har været en ørkenvandring, men i weekenden var jeg endelig til festival igen
Publikum til Uhørt Festival. (Foto: Sebastian Apel/Soundvenue)

Jeg elsker festivaler. Det er typisk noget af det første, folk lærer om mig, når de møder mig – det er nemlig ikke særlig svært at regne ud, når begge mine håndled er dækket grundigt til med stofarmbånd fra tidligere års festivaler.

Grundet Covid-19 er min samling dog ikke blevet udvidet det store i år – inden Uhørt gik i gang i slutningen af sidste uge, måtte jeg tage mig til takke med det ganske nydelige Roskilde 2020 ‘Do It Yourself’-armbånd som sæsonens eneste nytilkomne ansigt på min arm.

Uhørts armbånd er af papir, så det falder nok af min arm snarligt, men dets eksistens er blot symbolsk. Det, jeg jo reelt glædede mig til, var musikken, og den gik skam ingen vegne.

Samtidig var jeg var lidt nervøs. Siden genåbningen af spillesteder så småt er trådt i kraft, har jeg både oplevet venues, der er gået på kompromis med musikken, og spillesteder, der er gået på kompromis med sikkerheden.

Jeg var dog virkelig positivt stemt, da jeg bevægede mig rundt til Uhørts tre scener med siddende publikummer: Den udendørs Gårdscenen og de indendørs Skatescenen og Volumescenen – de to sidstnævnte placeret i henholdsvis Copenhagen Skatepark og Kph Volume.

Sæderne var placeret i par, to og to, med god afstand til de andre par – noget, der især var betryggende under koncerter, hvor man kunne få lyst til at bevæge sig meget. Samtidig var sæderne indrettet sådan, at det ikke var svært at finde en plads, hvor man kunne få sin ønskede intimitetfornemmelse.

Kun sjældent følte jeg, at restriktionerne gik i vejen for, at jeg kunne nyde en koncert lige på den måde, jeg ønskede. Men samtidig følte jeg mig generelt vældig sikker.

Uhørt Festival.

Festivalens konferenciers gentog mange gange, at Uhørt var landets eneste musikfestival i 2020. Dette er egentlig ikke sandt (der var eksempelvis Northern Winter Beat i februar), men meddelelsen var alligevel klar: Sommeren har været tom for festivaler, men langt om længe kunne vi endelig tage på festival igen.

Dette var også en jævnlig kommentar fra de optrædende musikere: Variationer over »hvor er det dejligt at komme ud og spille igen« strømmede igennem festivalpladsen. Det var storartet at mærke, hvor meget disse musikere elskede at have muligheden for at spille live igen.

Tre stilarter var jeg særligt interesseret i at opleve i en siddende kontekst: Metal, hiphop og elektronisk musik. Mens der selvfølgelig er roligere navne i alle tre stilarter, laver størstedelen af dem musik, der inviterer til moshpits, dansegulv og crowdsurfing – noget, der fornuftigt nok var forbudt under Uhørt.

I metalregi var mathcore-gruppen Telos klart dem, der løste det mest elegant: Der var simpelthen så meget knald på bandmedlemmerne, at det ikke gjorde det store, at publikum var immobile. Thrashgruppen Persecutor gik en mere teatralsk retning ved at iklæde deres forsanger en flamboyant leopard-dragt og lade ham føre sig noget så bombastisk frem.

Henret og Dying Hydra havde en mere lige-ud-af-landevejen-tilgang til at spille metal live, og mens de skam spillede fint, manglede jeg den adrenalinrus, de to førnævnte var i stand til at producere. Og da hardcore-gruppen Rot Away prøvede at vende det klassiske »Get the fuck up!«-mantra til »Sæt jer ned!«, blev det meget trættende i længden.

Hiphoppen havde dog ikke rigtig disse problemer. Skt. DeLarge og FVN havde begge nok stage presence til, at deres optrædener brændte sig fast som nogle af festivalens stærkeste. Boom bap-crewet Hunnid22 skabte derimod aldrig den fest, de potentielt kunne have leveret – her vil jeg dog ikke afvise, at feststemningen rent faktisk ville have trådt i kraft, hvis publikum kunne stå op.

Begge de elektroniske navne, jeg så, kastede live-percussion ind i mixet, antageligvis for at gøre deres setups mere visuelle. I Hvaals tilfælde var det en lidt døsig affære ikke at kunne stå op og danse, men Snask fik absolut overbevist mig om mulighederne for siddende UK Garage – det stads kunne man mærke i hele kroppen.

FVN på Uhørt Festival.

Der var masser af gode koncerter i løbet af de tre dages festival (jeg har også skrevet om mine 10 favoritter), men den største glæde oplevede jeg faktisk fredag formiddag, hvor jeg kortvarigt manglede noget at tage mig til.

Nærmest uanset, hvad jeg prøvede at foretage mig, blev jeg nemlig draget tilbage til den samme ting: Uhørt-programmet, som altså først startede senere på dagen.

Det var som at få vækket en del af sig selv til live igen – som at få befriet sit indre festivaldyr, der havde ligget i dvale i alt for lang tid.

Pludselig var livemusikken det eneste, der egentlig betød noget. Og denne forventningens glæde er en følelse, jeg først nu har bemærket, at jeg har været foruden i alt, alt for mange måneder.

Det var ganske enkelt befriende at være på festival igen.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af