Poptalentet Dopha overvandt den akavede coronastemning til Lillefredag i Tivoli
Så sad jeg der på en bænk, helt alene – for jeg var ankommet alene til Tivoli, og bænkene var udstyret med klistermærker, der kommunikerede, at man kun måtte sætte sig på en bænk, hvis man kendte dem, der allerede sad der. Jeg prøvede kluntet at balancere den umage sammensætning, som stofmaske og fadøl trods alt er. Tradition tro for Tivoliplænens lydanlæg var der ikke grund til, at mine koncertørepropper kom fri fra deres længste sommerferie nogensinde.
Jeg forstår selvfølgelig, at alt dette – med undtagelse af det lave lydniveau – skyldtes, at der til Tivolis Lillefredag bliver taget højde for sikkerheden. Men fra et kunstner- og publikumsperspektiv ændrer disse forhold altså på koncertoplevelsen. Og jeg syntes desværre, at Dophas koncertformat ikke rigtig var udstyret til de forhold, hun trådte ind i.
I en parallel virkelighed, hvor covid-19 ikke fandtes, men hvor Dopha havde givet præcis den samme koncert i Lille Vega, Hotel Cecil eller sågar Orangeriet i Tivoli, havde det nok været decideret overvældende. Men stemningen blev lidt akavet, når alle bare sad ned, langt fra hinanden. Når Dopha spurgte, om vi havde det godt, tøvede folk med at svare. Og selv under de mest dansable øjeblikke var der ikke mange, der vuggede på deres bænkesæder.
Det kunne være gået så galt. Men det hele blev dog reddet af ét altoverskyggende faktum: Dopha og hendes backingband var sindssygt medrivende og overbevisende. Så meget, at jeg blev endnu mere begejstret for danskerens singer/songwriter-pop, end jeg var i forvejen.
Med kun tre singler ude var det jo en nødvendighed, at setlisten hovedsageligt måtte bestå af uudgivet materiale – og de nye sange var af om muligt endnu højere kvalitet end det, Dopha allerede har sluppet løs.
Sange som ‘Forget Your Name’ og ‘Basic Bitch’ vidnede om en virkelig begavet sangskriver, der elegant forstår at forene præcision og detaljegrad, så det bliver mest muligt engagerende – ikke ulig hvordan forbilledet Taylor Swift kreerede mesterlige tekster på ‘Folklore’. Sange som ‘Monsoon’ og ‘I’m Not Crying, You Are’ præsenterede en rig instrumental palette, der fornemt forenede en moderne lyd med rustikke retroreferencer, blandt andet et lækkert synth-elorgel.
Som om de nye sange ikke var nok, lød de allerede udgivne tracks endnu bedre live. ‘September Till June’ fik øget tyngde, så selv Tivolis pinlige lydstyrke ikke kunne forhindre den i at føles bragende. ‘The Game’ blev både tykkere i lyden og mere rocket – med en nyvunden heartland-kant, nærmest som hørte vi Patti Smith fortolke en glemt Bruce Springsteen-sang.
Det hele var så potent, og som koncerten kom lidt i gang, turde publikum endelig overvinde den lettere akavede stemning, som coronaen desværre tvang koncerten ud i. Efter en stund kom der bifald midt under de numre, hvis instrumentationen blev særligt fyldig og gribende.
De fleste optrædener var nok faldet til jorden under disse omstændigheder – og oplevelsen som helhed led sine tab. Men Dopha og hendes band var fuldt ud i stand til at imponere.
Kort sagt:
Coronavirus har givet nogle ikke just optimale forhold for Tivolis Lillefredag – heldigvis var både Dopha og hendes band så dygtige, at det alligevel resulterede i en glimrende koncertoplevelse.