Altid velspillende Peter Sommer brillerede for et genåbnet Store Vega
Da jeg for nylig så Dopha i Tivoli, var bænkene på Plænen placeret et godt stykke fra hinanden, og de var udstyret med klistermærker, der fortalte, at man kun måtte sidde på samme bænk, hvis man kendte hinanden. Da jeg dagen forinden så Selina Gin til RMC Afgangsfestival, havde de spærret hvert andet sæde af med afspærringstape.
Da jeg søndag aften så den tredje af i alt fire Peter Sommer-koncerter i Store Vega, var sikkerhedsforholdene ikke lige så tydelige: For eksempel var sæderne placeret tæt på hinanden, og der var umiddelbart ingen sanktioner imod de gæster, der brød retningslinjerne og hujede eller råbte, selv om de ret beset ikke måtte.
Til trods for dette var jeg dog ekstatisk over endelig at skulle se en koncert af dette format igen. Med et nøje planlagt lysshow, med opvarmning, med en varighed på over en time. Og så endda med et så kompetent live-act som Peter Sommer og Tiggerne.
Det startede elegant med Sommer alene med sin guitar og ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’. Derefter kom pianist Palle Hjorth for at tilføre noget teatralsk epos til en intim udgave af ‘Hærværk’. Så lidt flere bandmedlemmer til ‘Lad mig forlade dig før du forlader mig’, dog stadig i et ret tilbageholdende arrangement – før der så kom fuld besætning (tilsat gæsteoptræden fra en mundharmonikaspillende Mikael Simpson) på en vugggende, næsten lidt swamprocket ‘Ny chauffør’.
Der var altså stor sonisk diversitet helt fra starten af, og mange sange blev fuldkommen gentænkt i livearrangementerne. Dette var en tendens, der varede hele koncerten, og bandmedlemmerne både smuttede og vendte tilbage alt efter, hvad arrangementet fordrede.
Vellyden var også konstant. Der var så åbenlys god dynamik mellem instrumenterne, hvilket sørgede for, at man kunne mærke indlevelse i hele bandet – ikke blot i hovedpersonens ellers i egen ret meget ekspressive vokal.
Højdepunkterne i dette regi var mange: ‘Det evige nu’ fik en nærmest Patti Smith-agtig råhed, hvormed urkraft og pinsel gik eminent i spænd. ‘Vi der valgte mælkevejen’ var så intens, barsk og ufortrøden, at den fungerede perfekt som afslutningsnummer til trods for, at den placering jo typisk bliver reserveret til ældre sange. Og ikke mindst fik vi ‘8-6-6-0’ i en udgave så smuk, storladen og bevægende, at Palle Hjorths fænomenale tangentarbejde stadig sidder i mig adskillige timer efter.
Sommer var også en formidabel performer. Hans ansigt osede af følelser uanset hvilken linje, han sang. Han nød tydeligvis at optræde lige så meget, som publikum nød at se på.
Kort sagt:
Peter Sommers optræden var fremragende, vellydende og fyldt med opfindsomme gentænkninger af highlights fra diskografien.