»Jeg er i gang med at forstå den selv«, siger han om sin nye plade.
Peter Sommer sidder med benene over kors på en sort kontorstol i sit cykelskur. Til venstre for ham står kaffekoppen ved siden af en bastant studiehøjtaler på et primitivt skrivebord, og til højre for ham står den gamle, sorte sofa, som hans producers hund lå i, mens de lavede mange af numrene til pladen.
Cykelskuret på Amager er blevet hans arbejdsplads, og her bor racercyklen og kædeolien side om side med guitarer og et indeklemt klaver. På hylden over klaveret står hans bryllupsbillede.
»Det der ‘Stærk strøm hen over ujævn bund’ udtrykker, at i stedet for at være så bange for ting, der er sket og sker, så kan man sige ’jamen det er også en fantastisk tid’«, forklarer han om pladens titel. Efter at have været igennem en skilsmisseplade og en kærlighedsplade er han nu nået til accept.
»Det troede jeg egentlig ikke, at jeg skulle høre mig selv sige – at jeg var en, der ville acceptere det, der er lige nu. Men det er med lyst sind, jeg ser på tiden og accepterer, at man støder mod de der ujævnheder i underlaget, og at virkeligheden hele tiden bliver noget andet, end man troede«.
Fra P4-rock til Nick Cave
Den accept, Peter Sommer behandler på sit nye album, kan han også mærke som musiker. Sammen med sit band Tiggerne har han fundet sig til rette med hele tiden at være på vej.
»Det er ret sjovt at være på vej, altså være mellem nogle punkter hele tiden. Vi har evnen til at lyde poppede, at lyde meget dramatiske, sådan lidt Nick Cave-agtige, at lyde som sportsrock på P4, og alt sammen er lige godt for os. Og det er nok egentlig grunden til, at vi aldrig sprænger taget på Royal Arena, fordi vi er tilfredse med at lede lidt. Og den der søgen synes jeg er interessant«, forklarer den efterhånden erfarne 45-årige sanger og sangskriver.
Og når Peter Sommer og Tiggerne har været i branchen så længe, kan de også mærke, at de yngre musikere ser hen til dem.
»Nu skal vi ud og spille en tour, og jeg har ikke før oplevet en så massiv tilstrømning af folk, der har lyst til at varme op, især dansksprogede bands«, fortæller han. »Der er 50-60 and counting. Alle mulige prøver, også virkeligt etablerede, seje ting, så det har været fantastisk at høre alt muligt forskelligt dansksproget musik«.
Personaen ‘Peter Sommer’
Når Peter Sommer tænker tilbage på sit tredje album, det 12 år gamle ‘Til rotterne, til kragerne, til hundene’, havde han dengang brug for at finde ud af, hvordan det lød, når han skreg igennem og dykkede ned i mørket. Nu har han været ude på den anden side af det mørke i et godt stykke tid.
»Jeg vil sige, at jeg står et langt bedre sted i mit liv. Det gør jeg. Jeg har ro på min familiesituation«.
Han bor sammen med sin ungdomskæreste og kone, forfatter Marianne Verge, og en række sammenbragte børn. Men selvom hans sange tager udgangspunkt i ham selv, kan man ikke sætte lighedstegn mellem Peter Sommers plader og hans daglige liv.
»Jeg hedder jo Peter Sommer Verge Christensen«, siger han og forklarer, hvem den Peter Sommer er, som indleder albummet med at synge »Lad mig forlade dig«.
»Der er en persona derinde, som jeg bygger af mig, men også af andres historier og nogle ting, jeg gerne ville være, og nogle ting, jeg gerne vil reparere. Jeg er i gang med alle de der ting. Og det klumper vi så sammen til en persona, som er det her tænkende, følende væsen, vi kalder Peter Sommer. Peter Sommer Verge Christensen går slet ikke og tænker og føler så meget i livet. Han har alt muligt andet at tage sig til.«
»Blev du genkendt?«
Målet med den persona er, at skabe en fælles forståelse. At Peter Sommer og hans tilhørere føler sig set af hinanden.
»Jeg er helt klart en af de der sangskrivere, der synes, at det er grænsende til det patetiske at sige, at jeg bare gør det for mig selv. Det kan jeg ikke forstå. Jeg nægter at anerkende, at man sidder og laver noget tekst og nogle toner og får sin åbenbaring og så ikke har lyst til at vise det til the next man or woman«, siger han på let skanderborgensisk engelsk.
»Og nogle ville så sige, at det bare er en jagt efter anerkendelse. Jeg kalder det en jagt efter genkendelse. Alt det, jeg laver, er et forsøg på at vise et blødt punkt ved mig selv, eller en lille indsigt, og så sende den ud som en ballon, som jeg håber, at der er et eller andet menneske, der kigger op på og tænker ’det kan jeg godt se, det der’«.
Det er derfor, Peter Sommer hellere skriver tekster med mange nuancer.
»Det der med at forsøge at arbejde mere end ét lag ind, gerne to, gerne tre, gerne fire forskellige fortolkninger af den samme linje, det har altid været min ting. Det er ideen om at prøve at få så meget af billedet med, i stedet for at have et fucking sejt spyd med én klar spids: Her rammer den dig, bang!«
Det er også noget af det, Peter Sommer tror, kan skræmme mennesker væk fra hans musik. At de ikke kan regne den rigtige betydning ud. Men det skal man ikke være så nervøs for.
»Ligesom da man selv sad i niende klasse og skulle forsøge at fortolke et digt. Man var simpelthen så bange for, at man ikke forstod det rigtigt, indtil man forstod lidt senere, at det slet ikke er sådan, det fungerer. Det er ikke det, konceptet er. Der er ikke nogen, der spørger dig bagefter, hvad det så handlede om«, forklarer han.
Pointen er nemlig en helt anden.
»Altså, blev du ramt, eller blev du ikke ramt? Blev du genkendt eller blev du ikke genkendt?«