Rick Ross blev søndag overfaldet af en gruppe mænd, da han gav koncert i den canadiske by Vancouver under Ignite Music Festival.
Ifølge HipHopDX skete det voldelige overfald, efter rapperen havde afspillet ‘Not Like Us’, Kendrick Lamars diss-track rettet mod canadiskfødte Drake, til koncertens afslutning.
Først talte parterne sammen, hvorefter Ross blev slået i ansigtet. Derfra tog rapperens nærmeste ansatte også del i slagsmålet, som ifølge Billboard er blevet fanget på video.
HipHopDX kalder overfaldsmændene for »Drake-bøller«. Det er også nærliggende at tænke, at voldsudbruddet har bund i den medieombruste rapbeef, hvor også de tidligere samarbejdspartnere Rick Ross og Drake dissede hinanden flittigt.
En af overfaldsmændene råbte ifølge Billboard »white boy« efter Rick Ross, som netop brugte disse ord mod Drake på diss-tracket ‘Champagne Moments’.
I maj virkede det til, at Drake erklærede sin beef med Kendrick Lamar slut. Det gjorde han i en Instagram-story med teksten: »Gode tider. Der kommer sommerstemning som det næste«.