Beefen mellem Drake og Kendrick Lamar har fyldt meget på det sidste, men Drake ser nu ud til at erklære beefen for overstået.
I lørdags delte den canadiske stjernerapper nemlig en Instagram-story med følgende tekst, rapporterer HipHopDX: »Gode tider. Der kommer sommerstemning som det næste«.
Storyen viser et billede af en enlig samurai, der står over for et helt kavaleri. Dette er blevet tolket som en reference til, hvordan Drake selv har italesat beefen som en »20-v-1« på nummeret ‘Push Ups’ – en linje, som Kendrick sidenhen svarede tilbage på med ‘Euphoria’.
Storyen lader til at indikere, at Drake trækker sig fra beefen, og at hans næste sang ikke vil være et diss-track, men i stedet et sommerjam. Drake var for nylig på udflugt med Camila Cabello, og det rygtes, at de har et nummer på vej sammen – mon det er det nævnte sommerjam, der hentydes til?
Drakes Story kommer i kølvandet på, at Anthony Tiffith fra Kendricks tidligere pladeselskab, Top Dawg Entertainment, ligeledes har erklæret beefen for overstået.