KOMMENTAR. Hver fredag åbner jeg Spotify og kigger i første omgang på dagens nye musikudgivelser. Bagefter plejer jeg at se på den danske Top 50-chart for at få et indtryk af, hvad der er populært i landet akkurat nu.
I fredags viste det øjebliksbillede en klar tendens. Dansk hiphop er – stadig – enormt populært. Ni ud af de ti mest streamede sange i landet var lavet af danske rappere. Kun Lady Gaga og Bruno Mars’ ‘Die With a Smile’ formåede at mænge sig med de danske hiphopartister.
Sådan en massiv dominans er jo et interessant fænomen. Jeg kunne ikke lade være med at undre mig: Kan man sige noget om, hvor genren står i 2024 ud fra de sange, der for tiden optager alle hitlistepladserne?
Jeg havde måske drømt om at kunne pege på en eller anden ny strømning eller en ny artist med en unik idé.
Men da jeg lyttede top-10’en igennem et par gange, var det tydeligt, at dansk hiphop ikke dominerer charten med store nye ideer, men med variationer på det velkendte.
Til gengæld slog det mig, at genrens to største nye stjerner har succes med vidt forskellige tilgange. Og det er faktisk virkelig interessant.
Variationer på det velkendte
Det er stadig mange af de samme velkendte navne, der forsyner Danmark med hiphophits – og ja, det er stadig mænd. Tessa har ikke et aktuelt hit, og hendes store gennembrud har endnu ikke udløst den bølge af nye kvindelige rappere, mange havde håbet på.
Suspekt ligger nummer 1 sammen med Uro og deres ’Tænker ik på andre’, og Albertslund-trioen er alderspræsidenterne. Ankerstjerne, nummer otte med Panamah-genfortolkningen ’Børn af natten’, slog igennem i 00’erne.
Men den dominerende hitlistekraft i Danmark er selvfølgelig stadig de rappere, der slog igennem omkring år 2011, da dansk hiphop gennemgik sin store genfødsel.
Gilli og Kesi er til stede på top-10’en – som altid, fristes man til at sige – med to sange, der ikke kunne lyde mere Gilli- og Kesi-agtige, hvis du havde bedt A.I. om at lave en efterligning.
’Reposado’ af Gilli og Benny Jamz (nummer fire på charten) er tropisk, varmblodig, dansevenlig og præget mere af sang end rap, mens ’To gange’ af Kesi og gæsten Lamin (nummer syv på hitlisten) er poppet klubrap, som Kesi har skabt den til perfektion siden ’Søvnløs’ fra 2015.
Begge sange er enormt effektive. Begge sange er også præcis det, vi forventer af de to stjerner.
Hvem har vi så mere?
Noah Carter, der har rappet på dansk det seneste år, har et nyt hit på charten i form af det uvant hårde ’Har hørt dig’. Da han spillede den live inden udgivelsen i Store Vega sidste måned blev sangen på ret genial vis druknet i sci-fi-støj og laserlyde.
Studieversionen er stadig effektiv, men langt mindre nytænkende. Der er lidt af Brancos bombastiske vokal over omkvædets mørke, kommanderende stemmeføring.
Apropos Branco, så er han den sidste rapper fra årgangene i starten af 2010’erne, vi skal omkring. Han er med i top-10’en med Gobs-samarbejdet ’Europa’, der ret skamløst forsøger at genskabe kemien fra Brancos gyldne æra med Gilli i 2010’erne, der dengang kulminerede i albummet ’Euro Connection’ fra 2020.
’Europa’ er nok den sang på top-10’en, der mere end nogen anden er symptom for, at tidens hits genbruger gamle ideer. Dansk hiphops dominans skyldes nye tweaks. Ikke store, revolutionære nytænkninger.
Et modsætningsfyldt stjernepar
Hvad så med de yngste repræsentanter for genren?
D1ma har to sange fra sinn nye ep ‘7’ i top-10, ’Cleopatra’ på femtepladsen og ’Feel Alive’ som nummer ti, mens Lamin ud over at gæste førnævnte Kesi-track selv ligger på andenpladsen med Ukendt Kunstner-samarbejdet ’Tro på det’.
De to unge stjerner er interessante at se nærmere på, fordi de repræsenterer modsatte tilgange, hvad angår hitlisteorienteret hiphop i 2024.
Lamin har kæmpet sig frem via det etablerede system. I begyndelsen af karrieren lavede han tracks med stjerner som Artigeardit og Kesi, mens han på det nye storværk ’Skyll’ får besøg af a-listere som Tobias Rahim, Benny Jamz og netop Ukendt Kunstner. På ep’en ’De her timer’ fra tidligere i år var det Gilli, der kiggede forbi.
Lamin har altid orienteret sig mod det etablerede stjernehierarki, ikke væk fra det. Hans musik ligger i forlængelse af det eksisterende – se bare, hvordan han hylder Ukendt Kunstner ved at bruge et Hans Philip-flow på ’Tro på det’.
Lamins ’Skyll’ er lidt som en dansk pendant til Travis Scotts ’Utopia’: Et værk, der på ambitiøs vis indkapsler de mest populære strømninger i tiden og sætter dem i en ny kontekst. Han har gjort det til en kunstform et være i sync med scenen.
D1ma søger ikke på samme måde den etablerede hiphopscenes accept. Han samarbejder sjældent med andre artister – dette års hit ’Bellevue’ med Tobias Rahim var en undtagelse – og han arbejder ikke videre i B.O.C-stjernernes univers, som Lamin gør. Han har ikke haft en eneste feature på sine første to udgivelser.
D1ma har i stedet skabt en ny lyd med inspiration fra elektronisk musik og international popmusik som The Weeknd. Danske inspirationskilder tæller Medinas elektroniske pop eller Jamaikas klagesang fra gaden.
De to sange, han lige nu har på den danske top 10, gentager nogle ideer, han før har udforsket på eksempelvis storhittet ‘Moonlight’. Men generelt er det her en artist, der går sine helt egne veje.
Selvom man altså måske savner de helt store ideer, når man ser på den danske hitliste, er det alligevel enormt interessant at se, hvordan de to største nye stjerner fortolker rollen som rapstjerne vidt forskelligt.
Den ene arbejder inden for det eksisterende systems rammer og formår at skabe noget originalt ved at tweake den allerede populære lyd. Den anden er en outsider, der arbejder udenom scenen på sine egne vilkår.
Det bliver spændende at følge dem begge de næste år.