For blot en måneds tid siden var forholdet blot på rygtebasis. I sidste uge kom det så frem, at Lana Del Rey havde fået en ægteskabstilladelse med sin partner Jeremy Dufrene, der arbejder som alligator-tourguide.
Parret tøvede ikke, og blev gift få dage efter i Louisiana, hvor Dufrene arbejder. Det var desuden der, de første gang mødte hinanden i 2019.
Efterfølgende er de taget på bryllupsrejse, hvor alt umiddelbart går efter planen – bortset fra at parret forstyrres af paparazzi. De generes også af et lokalt par, der anvender droner og en tracker til at forfølge det nygifte par.
Det skriver Complex, der har opsporet en række kommentarer fra Lana Del Rey på fankontoen Lanaboards.ig’s Instagram, hvor hun taler om situationen.
Sangeren skriver blandt andet, at »hvis Sara Michelle Champagne og Kruesch (kendte New Orleans-paparazzier) ville stoppe med at forfølge os rundt i fjerne dele af landet, ville vi føle os meget mere sikre«.
Den 39-årige sanger fastslår heldigvis også, at »på trods af alt det er Jeremy den eneste ene, og fantastisk. Vi er meget glade«.
Vi lover, at Soundvenue hverken har udsendt paparazzi eller droner!