A Good Year & Horse Vision ‘YSL’
Tobias Laust fra Liss har i år søsat sit nye projekt A Good Year, som han har med filminstruktøren Albert Hildebrand. Tidligere i år slap de albummet ‘Sofina’, og nu har de udgivet nummeret ‘YSL’, der kommer sammen med en flot musikvideo.
Sangen er medrivende og euforisk, men har samtidig en nostalgisk, næsten smertefuld undertone. Og så er der en uventet gæst på i form af svenske Horse Vision, der er affilieret med pladeselskabet Year0001.
Det er en sang med en anderledes, speciel stemning, der er svær at slippe. Det lover godt for Tobias Lausts nye projekt.
A Good Year kan i øvrigt ses live snart, når de varmer op for When Saints Go Machine i Vega den 14. november.
Mk.gee ‘Rockman’
Få har haft et bedre år end Mk.gee, der er gået fra at være undergrundsfavorit til at være i studiet med Justin Bieber, og opnå noget, der nærmer sig popstjernestatus.
På sin nyeste single ‘Rockman’ viser han noget af det, der gør ham speciel: Nemlig at gentænke Police-agtig firserpop som skramlet 20’er-indie.
Ian feat. Chief Keef ‘Sh*t Sad’
Lige nu foregår der en album-tvekamp mellem to af internettets yndlingsrappere, fordi Yeat og Ian har udgivet album samme dag. Sidstnævnte har en særlig trumf i dysten på sit album ‘Goodbye Horses’ i form af dette druggy og catchy Chief Keef-collab.
Mø ‘Who Said’
Mø er ude af mørket fra 2022-albummet ‘Motordrome’, siger hun i vores nye interview, og det er der kommet en sang ud af, der har en power og energi, der næsten minder om sangene omkring gennembruddet for over 10 år siden.
070 Shake ‘Winter Baby ‘New Jersey Blues’
Dette nummer er primært med på listen her fordi Shake genopfinder sig selv med rocklyd. Men også lidt fordi, det bare er genialt, at hun har castet kæresten Lily-Rose Depp som sin »video girl«, som Depp formulerede det på Instagram.
Lil Durk ‘Opportunist’
Det er ikke mange rappere, der kan slippe afsted med at rappe over et supercheesy guitarriff som det her, men Durk kan skabe gribende gadefortællinger over hvad som helst.
FKA Twigs ‘Perfect Stranger’
En sang, der starter med ‘Can’t Get You Out Of My Head’-vibes og slutter med at gå fuld techno? Med en musikvideo, der ligger et sted mellem kunstperformance og orgie? Vi er hypnotiserede af Twigs’ nye æra.
Chino Pacas feat. Drake & Fuerza Regida ‘Modo Capone’
Det var kun et spørgsmål om tid, før Drake pakkede en kuffert, fløj til Mexico, og hoppede med på hornmusikbølgen.
Bon Iver ‘Awards Season’
Bon Ivers nye ep er meget kort, men heldigvis også stedvis meget god. Vores favorit blandt de nye numre er lukkeren ‘Awards Season’, der, som vores anmelder skrev, »fyrer op for en vrælende hornsektion blot for derefter at skære endnu mere ind til benet«.
Star Embassy ‘Tourist’
Sidst vi hørte fra danske Star Embassy gav de os Lil Peep-associationer med deres emo-cloudrap. Men på deres anden single kanaliserer de snarere Yung Lean. Vi krydser fingre for, duoen bliver ved med at overraske.
Mangler du mere ny musik? Så gå på opdagelse i sidste uges Top Tracks.
Følg vores ugentligt opdaterede Top Tracks-playliste på Spotify: