INTERVIEW. Mø virker ikke som en person, der ofte løber tør for ord. Hun er på den måde enhver interviewers drøm: Hun taler åbent og ofte begejstret om både sig selv og sin musik og følger tilsyneladende sin egen tankestrøm uanset hvorhen, den fører hende.
Men på et tidspunkt under vores interview med nyere tids største danske popstjerne er det som om almindelige ord ikke rækker. Nemlig når hun skal udtrykke begejstringen, hun føler ved endelig at udgive en single igen i form af ’Who Said’.
»Jeg er mega excited. Det er virkelig ren excitement«, siger hun, holder en kort pause og udbryder så med et glædeshyl: »Det er sådan … jaaaa«!
Begejstringen skyldes, forklarer hun, at sangen har ligget færdig og udgivelsesklar i næsten et år. Men på et dybere plan afspejler udgivelsesglæden også det sted, Mø er i 2024.
Sidst hun udgav et album – ’Motordrome’ i 2022 – kom hun ud af et personligt mørke, hvor hun havde haft det, hun selv kalder et »stress-sammenbrud«. Albummet var en kompromisløs afspejling af – og frigørelse fra – det mørke.
’Who Said’ virker ikke tynget af mørket. Det er snarere en sang, der tager nogle af virkemidlerne fra 2010’ernes popstar-æra og tilføjer nye tricks – blandt andet i form af en elektronisk nerve.
Er hun virkelig kommet ud af mørket? Og markerer ’Who Said’ en ny æra for Mø? Det har vi ringet til popstjernen for at få svar på.
Hej Mø. Lad os starte med den nye single: Hvad er historien bag ’Who Said’?
»Ronni Vindahl, som jeg lavede min første plade med tilbage i 2014, havde sendt mig et instrumental-beat dengang, som jeg havde skrevet et omkvæd til. Den trashy lille demo havde jeg så på min computer i ti år, uden at den rigtig blev til noget. Men så begyndte jeg at arbejde med produceren Nick Sylvester, som er executive producer på den kommende plade. Han hørte demoen og var sådan: ‘Yes!’ Så lavede han en helt vild produktion, og vi fik en sangskriver og artist, der hedder Clementine Douglas, til at hjælpe med at skære sangen til og skrive versene«.
Hvordan opstod samarbejdet med Nick Sylvester?
»Jeg mødte ham i Los Angeles, fordi min manager kendte ham. Han er oplært af James Murphy fra LCD Soundsystem og er virkelig en musiknørd. Han har faktisk også været skribent for Pitchfork i mange år. Så han har både den analytiske side, og så er han selv producer – og så kommer han ud af den elektroniske klub-punk-electro-scene fra New York. Vi connectede over vores kærlighed til punket elektronisk musik – eller hvad man skal kalde det, jeg er ikke ekspert i genrer!«
Hvem har også brug for genrer! Er der noget specifikt, du tænker på, når du siger punket elektronisk musik?
»Jeg er gigantisk The Knife-fan og har altid syntes, de var punk as fuck. Og samtidig laver de rigtig euforiserende popmusik. Der er noget i den blanding, som jeg synes er helt guddommelig. Beatet på ’Who Said’ er inspireret af The Knife-sangen ’Heartbeats’, så de er også krediterede, fordi sangen er inspireret af deres uendeligt fantastiske sange og univers«.
Du nævnte tidligere, at der er en plade på vej. Kan du fortælle mere om den?
»Jeg må ikke sige noget! Men jeg er vildt excited. Og der er noget på vej«.
Er ’Who Said’ et fingerpeg om, hvordan lyden bliver på pladen?
»Ja, jeg synes helt klart den lydmæssigt repræsenterer, hvad der er i vente. Det næste, der kommer, er alt sammen lavet med Nick Sylvester og en tight lille kerne af mennesker. Noget af det, der kommer senere, er måske lidt mere uptempo. Men det har det her elektroniske og lidt smadrede popmusik i sig«.
Dit seneste album ’Motordrome’ var ret mørkt. Du havde lige været igennem …
»… et stress-sammenbrud, ja. En stress-reaktion. Overvældelse«.
Hvordan har du det nu?
»Trykket er bare lettet. Der er gået noget tid. Jeg har arbejdet med mig selv. Tyngden er der ikke i samme grad mere. Der er et lille spøgelse. Men at lave den her plade har været mega … sjovt. Og fornyende«.
’Who Said’ føles også lysere og på en måde mindre tynget end ’Motordrome’.
»Man laver jo det musik, som der er inden i én. Man udtrykker det rene, som man mærker. Jeg tror bare, jeg har haft det bedre. Én ting, jeg havde rigtig meget brug for, da jeg skulle i gang med denne proces, var at have et hold, som ikke ændrer sig. Der var fokus. Men det skulle også være sjovt. Det skulle være grineren. Det er de færreste, der får lov til at gøre det, jeg gør, så det er for åndssvagt ikke at sætte nogle rammer op, hvor man kan udnytte det«.
Du har også interviews i udlandet linet op. ‘Who Said’ er blevet samlet op af BBC i England. Er du ved at finde glæden igen ved den internationale del af din karriere?
»Ja, det er jeg virkelig. Præmissen skal bare være, at det er på en måde, hvor jeg har mig selv med i det. Det er jo så simpelt. Hvis ikke du passer på din energi og værner om dig selv og dine værdier som menneske og artist, så kan det ikke køre særlig langt. Så får du ikke langvarighed. Og det er den, jeg er interesseret i«.