JUBILÆUM. Titlen på Møs debutalbum kunne lige så godt have været titlen på et revolutionært, politisk manifest. Et manifest for en verden, hvor gængse fortællinger har mistet deres værdi.
‘No Mythologies to Follow’, der denne måned har 10-års jubilæum, og som Mø fejrer med tre særlige koncerter i Store Vega denne weekend, var en international succes, som med sit unikke udtryk var med til at bane vejen for en ny popmusik i et musiklandskab, der desperat havde brug for at blive rusket i.
Eller, som Mø selv synger i sangen med den sigende titel ‘Walk This Way’: »I’m a post-teen monster, bold and blind / From the top of my head to the shaking ground / Blame the billboards ’cause they’ve let me down / I’m a symphony of the world gone wild«.
‘No Mythologies to Follow’ var en symfoni til en forvirrende, rodet verden.
Derfor var der også en nærmest poetisk retfærdighed i, at hele verden faktisk lyttede med: Albummet gjorde en fynsk punker til global popstjerne.
Hvordan blev albummet til?
Det lå ikke umiddelbart i kortene at Mø skulle være popstjerne.
Efter at have tilbragt sine tidlige teenageår i Odenses anarkistiske punkmiljø, hvor hun besatte bygninger, deltog i feministiske, antifascistiske aktioner og demonstrerede mod stort set alt, der kunne demonstreres imod, påbegyndte hun i 2006 sin musikkarriere i punkduoen Mor sammen med veninden Josefine Struckmann.
Mor blev hurtigt et navn i det autonome miljø, og sange som utroskabshævnfantasien ‘Fisse i dit fjæs’ og ‘Nazis’ – en sang om Pia Kjærsgaard – var kæmpe hits til koncerter, om end de næppe afslørede, at Mø havde et simrende popstjernepotentiale.
Men så skete der noget uventet. I 2012 mødte Mø produceren Ronni Vindahl, der producerede singlen ‘Pilgrim’ for hende.
Sangen – en perfekt synergi mellem rastløs ungdomslivslede, minimalistiske beats, episke blæsere og et uforglemmeligt omkvæd – blev lagt på YouTube med en kollageagtig video bestående af grynede sort-hvid optagelser, og den blev hurtigt en sensation i både Danmark og udlandet. Blandt andre Pitchfork gav sangen en positiv anmeldelse.
Flere singler og en ep fulgte, men det var nærmest som om hele den samlede danske musikverden ventede i åndeløs spænding på kun én ting: Debutalbummet fra det nye, store håb. Så massiv var hypen.
I et afsnit af DR-dokumentarserien ‘Ungt blod’ fra 2014 følger man Mø, imens hun forsøger at jonglere interviews, fotoshoots og koncerter – nogle gange flere om dagen – samtidig med at hun færdiggør albummet. Overalt, bliver hun spurgt, hvornår albummet kommer.
I marts 2014 så det endelig dagens lys.
Hvordan lyder det?
De første år af 10’erne var præget af en skarpt optrukket dualisme mellem farvestrålende popstjerner som Katy Perry, Lady Gaga og Kesha på den ene side og singer-songwritertyper iført krøllede skovmandsskjorter som Passenger, Mumford & Sons og en ung Ed Sheeran på den anden.
Men en forandring var på vej i form af kunstnere, der ophævede den dualisme. Skelsættende plader som Lana Del Reys ‘Born To Die’ og Lordes ‘Pure Heroine’ fra henholdsvis 2012 og 2013 indvarslede en ny popmusik, hvor skellet mellem kunstig og autentisk var mere porøst. ‘No Mythologies to Follow’ var en del af den bølge.
Ligesom Lorde og Del Rey kombinerede Mø sangskrivning, der lød som et ekko af 60’ernes melodiske vokalpop med mørke, hiphopinspirerede beats og en nærmest filmisk atmosfære. Musik til at forsvinde ind i, når følelserne blev for uhåndterbare.
Et eksempel er balladen ‘Never Wanna Know’, der låner Phil Spectors ikoniske trommer fra Ronettes-klassikeren ‘Be My Baby’, og kombinerer dem med en sirupstyk, æstetiseret tristesse, som er emblematisk for lige netop denne tid i popmusik.
Mest af alt lyder ‘No Mythologies to Follow’ dog som sig selv. Der er noget kuldslået og isnende over synthtonerne på et nummer som ‘Glass’, der afslører, at det er i det kolde Danmark, at Mø har sine rødder. På ‘Red in the Grey’ falder de ligefrem som tunge laviner af elektronisk lyd.
Vindahls ultramelodiske, poetiske guitarornamenteringer står i skærende kontrast til denne kulde. På sange som ‘Maiden’ og ‘Waste of Time’ lyder guitaren som varme, lindrende solstråler, der spreder sig over golde, vindblæste landskaber.
Kontrasten vidner om en legesyge, der lige siden har kendetegnet Møs musik.
I centrum af det hele står Møs ekstremt karakteristiske vokal, som gemmer på en utøjlet vildskab og en kaotisk energi, der med alle sine knæk og skævheder vidner om fortiden i punken.
Denne rå intensitet er til stede, selv når hun flirter og forfører med en åndeløs falset over ibizavenlige discorytmer på den liderlide ‘Slow Love’ eller når hun med en enkelt, glinsende tåre i øjenkrogen betragter ruinerne af et forlist forhold på den minimalistiske ‘Dust Is Gone’.
»Huh!«, »Hey!«, »C’mon!«, »Yeah!« udbryder hun truende ved flere lejligheder, hendes stemme fordoblet og forstørret i et enormt klangrum. Man får indtrykket af, at Mø ikke synger, men angriber sine sange.
Hvad har det betydet?
»Møs musik har potentiale til at infiltrere mainstreamen« skrev The Guardian i én af de mange rosende anmeldelser, som ‘No Mythologies to Follow’ fik med på vejen fra internationale medier.
De skulle bare vide.
Én sang på albummet, varsler i hvor høj grad, The Guardians forudsigelse ville vise sig at holde stik: Den tropiske, Ronni Vindahl-producerede ‘XXX 88’ som blev lavet i samarbejde med Diplo, og som foregrab den enorme succes, Mø blot et år senere ville få som gæstevokalist på producertrioen Major Lazers kolossale, dancehall-inspirerede hit ‘Lean On’.
Men selvom det er sange som ‘Lean On’, der kommercielt set har haft størst betydning for Møs karriere, er det stadig ‘No Mythologies to Follow’, som hendes kunstneriske eftermæle hviler på.
Det er dét album, som den dag i dag stadig påvirker en helt ny generation af kunstnere. Eksempelvis er det svært at forestille sig, at Møs måde at forene en kompromisløs outsideridentitet med rollen som popstjerne ikke har været med til at tænde stjernedrømmene i en anden af vores helt store kunstnere, nemlig Jada, der også laver pop på sine helt egne præmisser.
Påvirkningen kan også høres hos helt unde popmusikere som Angående Mig og Ilma, der var teenagere da ‘No Mythologies to Follow’ udkom, og ligesom Mø kombinerer et elektronisk og dystert, men umiskendeligt poppet univers med ultrapersonlige tekster og en hudløs vokalstil, hvor Mø spøger i hvert eneste hæse knæk.
Men Møs indflydelse på dansk popmusik gør sig også gældende på et mere generelt plan. Mere end specifikke stiltræk er det selve forståelsen af, hvad en popstjerne er og kan, som Mø har været med til at skubbe et nyt sted hen – et sted, der er mere ærligt, råt, komplekst og vildt.
Mø var med til at vise, at rå autenticitet ikke er forbeholdt mændene i krøllede skovmandsskjorter. At punkeren kan blive popstjerne uden at behøve at give afkald på punken. Og at pop ikke behøver at være et glansbillede.
»A symphony of the world gone wild« er i dag ikke blot en outsiders manifest. Det er bare sådan popmusik lyder.
Mø fejrer 10-års jubilæet for ‘No Mythologies to Follow’ med tre koncerter i Store Vega den 15., 16. og 17. marts.