Indiesleaze-revivalisten The Dare havde et stort år i 2024. Ikke alene udgav han debutalbummet ‘What’s Wrong With New York?’, han agerede også producer på et hit fra Charli XCX’s deluxe-udgave af ‘Brat’ – nemlig ‘Guess’, der opnåede stor popularitet med et Billie Eilish-remix.
The Dare er faktisk en så gennemsyret del af sangens identitet, at han tilmed namedroppes i omkvædet: »Send them to The Dare, yeah, I think he’s with it«, synger Charli om sit undertøj, og da hun optrådte med sangen til årets Grammys, var han da også med på scenen.
Nu har The Dare igen skruet på knapperne og har givet nyt liv til en af sangene fra det album, der toppede Soundvenues liste over sidste årets bedste danske udgivelser: Elias Rønnenfelts ‘Heavy Glory’. Det drejer sig specifikt om nummeret ‘Close’, som er en duet med engelske Fauzia, og The Dare har omdannet sangen til en hed, intens klubbanger, der sitrer af uro.
Fauzia laver til daglig klubmusik, så hendes stemme er vant i omgivelser lig det dunkelt pulserende beat, der her er blevet tilføjet rocksjæleren. Men det er ret unikke omgivelser for Iceage-frontmanden, der nærmest begynder at lyde som sine gamle Posh Isolation-kolleger i Lust For Youth.
Hør The Dares remix af ‘Close’ herunder.