Drakes nye album med PartyNextDoor er landet, og det helt store spørgsmål har selvfølgelig været, om rapperen på ‘$ome $exy $ongs 4 U’ ville addressere sidste års omdiskuterede beef med Kendrick Lamar.
Umiddelbart nævner Drake på intet tidspunkt ærkerivalen ved navn, men han rapper ikke desto mindre om beef på nummeret ‘Gimme a Hug’. »Fuck a rap beef, I’m tryna get the party lit«, lyder det konkret.
Det kunne altså godt tyde på, at Drake har lagt konflikten bag sig, men på ‘Brian Steel’ sender han et andet signal: »Broski just hit me, said put all the beef on the side / I can’t«, rapper han. Så måske alligevel ikke helt?
‘$ome $exy $ongs 4 U’ er – hvis vi ikke medregner ‘100 Gigs’ – Drakes første større udgivelse efter beefen med Kendrick Lamar. Senest udgav han i 2023 albummet ‘For All the Dogs’, der blandt andet indeholdt J. Cole-samarbejdet ‘First Person Shooter’, som på mange måder blev startskuddet til beefen.
I forrige uge vandt Kendrick Lamar fem priser ved årets Grammy Awards for ‘Not Like Us’, hans storhittende disstrack rettet mod netop Drake. Natten til mandag optrådte han med sangen til Super Bowl.
Drake og PartyNextDoor har samarbejdet af flere omgange, blandt andet på sidstnævntes hit ‘Come and See Me’. Desuden gæster OVO-kollegaen nummeret ‘Preach’ fra Drakes mixtape ‘If You’re Reading This It’s Too Late’.
Hør hele duoens nye album herunder.