Rachel Chinouriri jagtede de store følelser, men fandt dem aldrig på Roskilde Festival

KONCERT. Som en ægte TikTok- og gen Z-popstjerne dyrker Rachel Chinouriri et lidt ubestemmeligt mix af genrer og årtier. Det er ikke så vigtigt, om det lige er pop, rock eller soul, der er dagens æstetik. Det vigtige er, at der er nogle store følelser på menuen.
Jeg er bare ikke helt sikker på, hvad det var, vi egentlig skulle føle til den engelske indiepop-stjernes koncert på Roskilde Festival.
Hun var iklædt både nittebælte og en sølvfarvet glittertop, var både lidt cute og lidt vred. Det kan sagtens fungere, men det kræver nok en mere fokuseret fortælling. For det største problem var, at Rachel Chinouriris stemme og personlighed lige nu er større end hendes sange, og at hendes performance fremstod en smule stivbenet.

Det startede ellers godt med den melodramatiske og storladne ‘Garden of Eden’, der havde et næsten stadionpoprocket islæt over sig. Men der var simpelthen for mange sange i midten, der ikke havde nogen retning.
De soulede ‘It Is What It Is’ og ‘Dumb Bitch Juice’ var hyggelige, men også lidt intetsigende. De fortællende, ballade-klingende sange som den lo-fi-poppede ‘What a Devastating Turn of Events’ eller den helt stille ‘So My Darling’ er stærke på album, men her blev de langtrukne og punkterede det momentum, Chinouriri havde opbygget i starten af koncerten.

Spil nogle powerakkorder i stedet! Det kan godt være, det er at lefle for laveste fællesnævner, men det var fedest, Rachel Chinouriri stod stærkest, når hun og band satte distortion på guitaren og bed lidt fra sig.
Som på ‘My Everything’, hvor hun blandede rockens støjende klangbund med stram, popfokuseret sangskrivning og melodisk håndværk. Eller på den sidste sang, ‘Never Need Me’, hvor hun hamrede mikrofonstativet ned i gulvet og skreg så højt ud i luften, at man kunne høre det, selvom hun lod mikrofonen hænge i hoftehøjde.
Hvis hun kan kanalisere den energi ind i de mere stille og eftertænksomme sange, begynder det for alvor at ligne noget.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.