Big Thiefs ‘Double Infinity’ byder på et af de mest rørende musikøjeblikke i 2025

Big Thief. (Foto: Alexa Viscius)

ALBUM. Hvem er den største sanger og sangskriver de seneste 10 år?

Mit bud er Adrianne Lenker fra Big Thief. Siden 2014 har den 34-årige amerikaner kun udgivet virkelig gode eller decideret fremragende plader både i eget navn og med resten af Brooklyn-bandet.

I flæng nævner jeg corona-albummet over dem alle – Lenkers soloplade ’Songs’ – om afmagt og afsked indspillet mutters alene med en akustisk guitar og en båndoptager i en træhytte langt væk fra alt og alle. Big Thiefs vidunderligt rodede countryrock-mesterværk ’Dragon New Warm Mountain I Believe In You’.

Og Lenkers seneste soloudspil, sidste års blændende ’Bright Future’, hvor hun på sin helt egen stille måde cementerede, at hun som ingen andre kan skrive sange om de store filosofiske spørgsmål – livets forgængelighed, kærlighed og hjertesorg, klimakrise og drømmen om en lys fremtid.

Nu er Big Thief klar med deres sjette album, ’Double Infinity’, og det er kun blevet sværere at argumentere imod denne teksts indledende påstand.

Big Thief. (Foto: Daniel Arnold)

Vi har at gøre med ni vægtløse folkrock-bangers sat i et frodigt univers af lyst stemte trommer, rumklangsindhyllet vokal, hvislende vindklokker, ømme korstemmer og bunkevis af ringlende guitarer.

Det er Big Thiefs første plade uden bassist Max Oleartchik, der har forladt bandet efter at have været med helt fra starten. På mange måder er det da også et værk om forandring – og om at finde det smukke i, at tiden har det med at vende op og ned på alting.

Tag bare åbningsnummeret, ’Incomprehensible’, hvor Adrianne Lenker synger om at forlige sig med at blive ældre – et hovedtema på pladen. Sangskrivningshåndværket er i særklasse:

»In two days it’s my birthday, and I’ll be thirty-three / That doesn’t really matter next to eternity / But I like a double number, and I like an odd one too / And everything I see from now on will be something new«.

Smag på det rim! »Thirty-three«, »eternity«! Det bliver ikke bedre. Især når Lenker synger ordene med den der store, spinkle stemme. Hun har sjældent lydt smukkere.

Hendes bandkammerater er også i absolut topform. Dyrk lige, hvordan James Krivchenias ultradynamiske trommespil fungerer som musikkens lim gennem samtlige numre. Tjek guitarist Buck Meek på ’Words’, som han på udsøgt vis dekorerer med himmelsk feedbackstøj og et lynnedslag af en skramlet smaddersolo.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Den nye mand på bas, Justin Fulton, er bestemt heller ikke ueffen – han leverer nogle virkelig melodiske basgange på numre som ’Happy With You’ og ’No Fear’. Og så er det altså et scoop af Big Thief at få den 82-årige new age-legende Laraaji med på ’Grandmother’, hvor han leverer en skælvende smuk vokalsolo.

Sangen er en pragtfuld hyldest til musikken som den kosmiske kraft, der vil overleve os alle. Den begynder i en ret nostalgisk tone, hvor Lenker grubler over, at søerne, stadionerne og barerne en dag vil være væk som følge af tidens ubønhørlige gang. Men så kommer omkvædet, hvor alt løfter sig.

»Gonna turn it all into rock and roll«, gentager Lenker som et mantra, for er der én ting, der aldrig kan dø, så er det rocken, som Neil Young engang sang. Hvis der findes et sted, hvor alt det, vi gerne vil huske, kan leve videre i den uendelighed, der har givet navn til pladen, må det være i musikken.

Klip til Laraajis solo. Ingen ord, bare vokaler og konsonanter og den pure glæde ved at få dem ud over læberne. Dén tekst, dét omkvæd, dén vokalsolo. Så melankolsk og storslået på samme tid. Det er et af de mest rørende musikøjeblikke i 2025.

Big Thief giver deres hidtil største koncert på dansk jord, når de til april næste år spiller K.B. Hallen op. Jeg tør godt spå, at det bliver magisk.


Kort sagt:
Big Thiefs ’Double Infinity’ er en smuk tilføjelse til bandets i forvejen bugnende bagkatalog. Med sine modne og ambivalente sange om at acceptere tidens gang og egen aldring beviser frontkvinde Adrianne Lenker, at hun er en af tidens største sangskrivere, mens bandet omkring hende sprudler af ny energi og lyder mere sammentømret end nogensinde.

Big Thief. 'Double Infinity'. Album. 4AD/Beggars.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af