Adrianne Lenkers nye sange bærer alle langtidsholdbarhedens slidstærke vandmærke

Adrianne Lenkers nye sange bærer alle langtidsholdbarhedens slidstærke vandmærke
Adrianne Lenker.

Da jeg anmeldte det ene af Big Thiefs to fremragende 2019-skiver, ’U.F.O.F.’, bemærkede jeg to ting, som kommer mig i hu i mødet med forsanger og sangskriver Adrianne Lenkers andet (og tredje) soloalbum.

For det første var jeg inde på symbolikken i omslaget: At Lenker i stedet for fotografier fra sin egen familiehistorie (som på forgængerne) på ’U.F.O.F.’ trak på et bandfoto, hvor hun selv kaster et sideblik over på de tre mandlige bandkammerater. Som prøvede hun at sige: ’Se her, det her er min nye familie. Jeg har fundet hjem’.

Til det er der det at sige, at Lenker ikke har fundet mere hjem, end at hun i bedste kunstnersjæls-mytologiserende forstand er for rastløs en skikkelse til at finde sig til rette i en bestemt kontekst. Ergo er hun allerede et år senere ude med et soloalbum, der tilmed udspalter sig i to-udgivelser-i-én: Den ene rolig, men genstridig, den anden genstridig, men rolig.

Den anden ting, jeg bemærkede i forbindelse med anmeldelsen af ’U.F.O.F.’, som jeg også kalder frem i lytningen af ’Songs’ (og dens følgesvend, den spontankollage-agtige ’Instrumentals’, der består af to sammenstrikkede improvisationer af hver ca. 20 minutters varighed), var, at Lenker syntes at have rendyrket en stil, der fremfor at søge dramatiske kontraster var mere ind-til-benet, mere fortrolig, mere nærværende, varmere.

Lenker går all-in på den galej på ’Songs’ og ’Instrumentals’.

Der er tale om en vaskeægte coronakarantæne-oplevelse, optaget i en hytte i bjergene i New England (oven på den afbrudte europaturne, hvis sidste koncert fandt sted i København) på en ottesporsbåndoptager, hvor rummets lyde er en medspiller. Lyt for eksempel efter regnen, der pisker ned udenfor ruderne på ’Come’, eller vindspil og fuglefløjt på den melodisk indtagende ’Zombie Girl’.

’Songs’ består foruden reallyde og rumklang af Lenkers stemme og hendes akustiske guitar – nå ja, og 11 af hendes idiosynkratiske kompositioner, der ikke just lyder af radiohit (ja, i endnu mindre grad end det er tilfældet med Big Thief), men til gengæld hver som én deler langtidsholdbarhedens slidstærke vandmærke.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Lenkers stemme er et kapitel for sig. En stemme, der ridser sig fast i sjælen på sin modtager uden på nogen måde at behøve – eller anstrenge sig for at kommunikere – hverken patos eller sentimentalitet. Stemmen er på forunderlig vis nøgtern og skærende på én og samme tid.

Lyrisk skaber Lenker en utrolig effekt ved måden, hvorpå hun blander hverdagslige betragtninger, naturobservationer og ufortyndede følelsesudsagn, så de forskellige spor ikke bare finder sammen i en fælles rytme eller puls, men gensidigt forstærker hinanden.

»His eyes are blueberries, video screens / Minneapolis schemes and the dried flowers from books half-read / the juice of dark cherries cover his chin / the dog walks in and the crow lies in his jaw like lead«, synger hun på ’Ingydar’ med vanlig sans for at sammenflikke det naturlige og det kulturlige, så det ene tager form efter – eller genspejler – det andet.

Uanset hvad – og det må næsten betegnes som Lenkers budskab skåret ind til en parole – hedder det i samme sang: »Everything eats and is eaten / time is fed«. 

Livet er lige så meningsløst som det er meningsfuldt – og omvendt. Og evigheden er til stede i det forhåndenværende, det allerstørste i det allermindste: »Like the rock bears the weather / not a lot, just forever« … »As the wren sheds her feather/ not a lot, just forever«, som det lyder på ’Not a Lot, Just Forever’.

Det intime og det almene mødes i skøn forening, når Amerikas vel nok bedste yngre sangskriver (Lenker er 29) lader solen gennembryde skyerne og regnen rense ud på endnu to enestående udspil fra en stemme, der er som uden alder – og måske derfor uden udløbsdato.


Kort sagt:
Adrianne Lenkers stemme er et kapitel for sig. En stemme, der ridser sig fast i sjælen på sin modtager uden på nogen måde at behøve hverken patos eller sentimentalitet. Med ’Songs’ (og ledsageren ’Instrumentals’) fremstår Lenker mere fortrolig og nærværende end nogensinde.

Adrianne Lenker. ''Songs' + 'Instrumentals''. Album. 4AD/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af