ANBEFALING. Tidligere i år beskrev vi her på Soundvenue den umådelige internationale interesse, som den københavnske musikscene lige i øjeblikket bliver begunstiget med.
Især i amerikanske musikmedier fornemmer man, at navne som Snuggle, Elias Rønnenfelt, Erika de Casier, Astrid Sonne, Fine og ML Buch er omgærdet af en helt særlig aura. En blanding af iskold utilnærmelighed, poetisk inderlighed og en ærkeeuropæisk form for kunstnerisk dekadence, som virker både dragende og mystificerende på det amerikanske sind.
Hvis der er retfærdighed til, bliver trioen Haloplus+ – der består af First Hate-produceren Angel Wei, designeren Xoxostine samt komponisten Ryong, og som i fredags udgav debutalbummet ’Musicality’ – de næste til at sole sig i de internationale musikmediers opmærksomhed.
Trioens blanding af akustisk inderlighed, kølig elektronik og atmosfærisk psychedelica formår nemlig på én gang at være præget af umiddelbar melodisk direkthed og af en smittende legesyge, som man får lyst til at gå på opdagelse i og lade sig forundre over.
Ikke ligefrem skønsang
Det gælder for eksempel åbneren ’Open Air Backseat’, som er en lille, men yderst mindeværdig rejse, der i løbet af tre filmiske minutter bevæger sig fra rustikke, lejrbålsvarme guitarer over minimalistiske, coldwave-klingende trommemaskiner og kulminerer i en finale af forvredne stemmesamples og det, der lyder som en sødmefuldt sørgmodig saxofon.
Trioens ep fra sidste år hed ’Born to Sing’, en titel, der ligesom ’Musicality’ peger på en form for iboende nødvendighed, der ligger bag musikken. Man fornemmer en sprælsk musikalitet, der bare vil ud.
Det er ikke ligefrem skønsang, øret bliver mødt med – hverken på ’Born to Sing’ eller på ’Musicality’, som på flere sange med stor succes dyrker en overraskende kontrast mellem en ugidelig, tonløs dræven og en overgearet, næsten hyperpoppet heliumstemme.
Men derfor kan man jo godt være født til at synge alligevel. Det var jo også Leonard Cohen, der med sin dybe ikke-stemme erklærede, at han var »born with the gift of a golden voice«. Stemmen har sin egen vilje.
Det mærker man især på en sang som ’Anxious’, hvor en indtrængende og demonstrativt upoleret vokal hviskende går til bekendelse over et beat bestående af nærmest intet andet end blide, syntetiske xylofonslag. Sangen lyder som en søvndrukken stemmebesked sendt klokken fire om natten, fordi den bare ikke kan vente til næste morgen.
Snusket ferieresort
Der er noget usandsynligt chikt over den stilrene minimalisme og de subtile eksperimenter på ’Musicality’ – det er ikke for ingenting, at det iøjnefaldende og stærkt grafiske albumcover ligner noget, Bauhaus-stifteren Walter Gropius kunne have designet.
Derfor er det også ret forfriskende, at den kølige overflade nærmest hele tiden bliver punkteret af en halvgakket humor, der sommetider på herlig vis nærmer sig det ligefrem fjollede. Som på ’Beatbox’, der – præcis som titlen antyder – primært består af beatboxing og en selvironisk leg med en selvhævdende hiphop-attitude.
»Look no further, you found it / Haloplus+ on the sound wave«, begynder den begejstrede rap. »I move crowds, I move mountains / I rock mic’s like I’m flawless«. Den selvsikkerhed kan man ikke diskutere med.
Lige så vellykket i sin parodiske leg med genrekonventioner er ’Super Cute / Put It On’, der på kunstfærdig, næsten skulpturel vis placerer små, finurlige samples af klikkende stiletter og knust glas omkring en insisterende synth-bas, inden hele lydbilledet pludselig kollapser under et hårdtslående trap-beat og en snerrende vokal, der er kvart i riot grrrl.
»Working in the fucking patriarchy / Working in the fucking hell / I don’t care what you say«, lyder det.
Og så er der de syntetiske og sukkerklistrede house-rytmer, stønnende vokal-samples og sleske »yeah«-udråb på ’Last Day’, der på én og samme tid lyder som ventemusikken i telefonkøen til et snusket ferieresort og som et sidste desperat forsøg på at holde strandravet kørende, efter downeren er begyndt at indfinde sig. Hvis der mangler en titelmelodi til fjerde sæson af ’The White Lotus’, er der et oplagt bud lige her.
Ikke at man behøver en tv-serie til at danne de visuelle impulser for sig. Til det er musikken billedrig nok i sig selv.
Albummet ‘Musicality’ er ude nu.