Harry Styles har i dag udgivet sit nye album, ‘Kiss All the Time. Disco, Occasionally’, der følger op på ‘Harry’s House’ fra 2022.
Albummet rummer 12 sange, heriblandt singlen ‘Aperture’. Ligesom på sine tidligere udgivelser har Harry Styles arbejdet sammen med sin faste producer Kid Harpoon.
I et interview med podcastværten Zane Lowe fortæller Harry Styles, at en koncert med Radiohead i Berlin var med til at inspirere albummet. Her oplevede han en stærk følelse af fællesskab i publikum, som mindede ham om, hvorfor han selv går på scenen.
I samme interview taler Harry Styles også om sin tidligere One Direction-bandkollega Liam Payne, der døde i 2024. Han fortæller, at sorgen fik ham til at reflektere over, hvordan han ønsker at leve sit liv.
»Jeg tror, at den bedste måde, du kan ære dine venner, der går bort, er ved at leve dit liv fuldt ud«, siger han blandt andet.
Senere i dag spiller Harry Styles koncert i Manchester. Showet bliver siden sendt på Netflix på søndag 8. marts.
Lyt til ‘Kiss All the Time. Disco, Occasionally’ herunder.
