Olivia Rodrigo vender sin signaturlyd ryggen på berusende ‘Drop Dead’

Superstjernen lyder helt fantastisk over de mere og mere massive lag af pulserende synthesizere.
Olivia Rodrigo vender sin signaturlyd ryggen på berusende ‘Drop Dead’
Olivia Rodrigo. (Foto: Universal)

TRACK. »One night I was bored in bed / And stalked you on the internet«, synger Olivia Rodrigo i et af de mest geniale rim, jeg længe har hørt.

Linjerne er både klassiske og ultramoderne. Et udtryk for samme romantiske besættelse, som The Ronettes sang om i den ikoniske ‘Be My Baby’, dengang popmusikken stadig var i sit formative stadie, og et portræt af kærlighedens vilkår i internettets tidsalder.

At være så hovedkulds forelsket, at det nærmer sig sygelig besættelse, er på én gang magisk og hårrejsende ulideligt, og ‘Drop Dead’ – førstesinglen fra Olivia Rodrigos kommende album med den sigende titel ‘You Seem Pretty Sad for a Girl so In Love’ – formår at udtrykke begge dele.

Den sødmefulde, synthpoppede produktion og det storslåede, konstant ekspanderende omkvæd styrer sangen mod euforiske højder med samme hastighed, som blodsukkeret stiger efter en stor candyfloss.

Men what goes up must come down, lyder et gammelt engelsk mundheld, og i ‘Drop Dead’ spøger nedturen hele tiden i kulissen.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

sit seneste album, ‘Guts’ fra 2023, perfektionerede Olivia Rodrigo både de store romantiske ballader og den poppunk med riot grrrl i ascendenten, som hun få år forinden brød igennem med, og på den måde er det måske meget passende nu at vende signaturlyden ryggen.

I hvert fald lyder hun helt fantastisk over de mere og mere massive lag af pulserende synthesizere, der på ‘Drop Dead’ omslutter stemmen som en sødt parfumeret tåge, man hurtigt bliver småberuset af at opholde sig i.

Allermest uimodståeligt er sangens hviske-snakkende andet vers. »I’ve been droppin’ hints all night that I’d love it if you held my hand, goddamn«, rabler hun og griber lige akkurat sig selv fra at snuble over ordene.

Håndfladerne er svedige. Hjertet galopperer. Åndedrættet er tilbageholdt. Alting er fantastisk. Alting er forfærdeligt.

Til dig, der kan lide: At stalke dit crush på internettet. ‘Be My Baby’ af The Ronettes. At komme med »subtile hentydninger«. Synthesizere.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af