I 25 år har Anders Matthesen huseret på den danske comedy-scene, de fleste af dem som den ukronede konge. Det fejrer han fra 24. oktober med et stort anlagt jubilæumsshow, ’Anden 25’, i København og Herning, men inden da har han lagt vejen forbi vært Mads Rosenkrantz Grage i Soundvenues komikerpodcast Punchline.
Her fortæller Matthesen om sin vej ind i standup-miljøet – inklusive erkendelsen af, at hans andenplads ved DM betød nul og niks – og om sit nye show, som han betegner som standuppens svar på et dj-set med 25 singler, som folk kan danse til: »Det bliver for sindssygt«.
Han fortæller også om sin egen trofasthed, der står i skarp kontrast til de fans, der kalder ham et fedt pikhoved, hvis der er en enkelt ting, de er utilfredse med – og om aktivt at gå ind i beefen, fordi han bare ikke kan lade være.
Det skal også handle om at mærke sin anden ungdom, og om i årevis at have troet, at han havde lavet sit perfekte set – lige indtil han genså det. Endelig kommer snakken også både forbi Louis C.K., ’Klovn’ og Onkel Stewarts finere facetter.
I ’Punchline’ taler vært Mads Rosenkrantz Grage med nogle af landets førende komikere om hemmeligheden bag humoren såvel som den underliggende alvor. Tidligere gæster har været RokokoPosten, Julie Rudbæk fra ’29’ og Rasmus Bruun fra ’Den Korte Radioavis’. Grage er uddannet manuskriptforfatter og står blandt andet bag webserien ’Yes No Maybe’ baseret på sine egne Tinder-oplevelser.
Punchline udkommer cirka en gang om måneden og er produceret af Christine Runøe.
Abonnér på Punchline via iTunes HER og Spotify HER.