Bizarre dukker, postapokalyptisk guf og girl power: Det bedste fra spilmessen E3

Bizarre dukker, postapokalyptisk guf og girl power: Det bedste fra spilmessen E3

E3 er lidt ligesom juleaften, hvis man arbejder i spilbranchen. To-tre dage, hvor alt står i spillenes tegn. Spiludgiverne – især den hellige treenighed Sony, Microsoft og Nintendo – skal overbevise forbrugerne om, at de skal smide penge i netop deres kasse resten af året. Det resulterer i vanvittige annonceringer, lidt kærlig mudderkast og en helvedes masse underholdning for alle dem, som bare elsker spil.

E3 2015 var ikke meget anderledes. Fra første pressekonference var der en balls to the wall-attitude, hvor der kun var fokus på én ting: spil. Faktisk virkede det som om, at der i 2015 lige er blevet skruet en ekstra tand op for spil-cirkusset.

Vi har prøvet at tæmme manegen og fundet de ti mest interessante højdepunkter frem fra de seneste dage.


Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

1. ‘Fallout 4’-blowout

Vi vidste godt, at ‘Fallout 4’ ville være at finde ved E3, da det blev annonceret kort forinden. Spørgsmålet var derimod, hvad vi helt præcist ville se fra det, og ikke mindst om vi fik en udgivelsesdato på spillet.

Og oh boy, var der guf for fans af den postapokalyptiske serie. ‘Fallout 4’ blev vist frem med en omfattende demo, hvor det blev afsløret, at man for eksempel kan bygge sit eget hus i spillet og have det som hovedkvarter. Derudover vil spillet også understøtte såkaldte mods (hvilket helt sikkert bliver et hit hos PC-spillerne), og som overraskende nok også kan overføres til konsoludgaverne af spillet på et senere tidspunkt. Dét bliver stort.

Nå ja. Så blev der også lige annonceret en gratis ‘Fallout’ spin-off til iOS og Android (kommer senere), og vi fik naturligvis en udgivelsesdato: 10. november, 2015.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

2. Spil Xbox 360-spil på Xbox One

Bagudskompatibilitet – eller backward compatibility, som det oprindeligt hedder – har været en omstridt problematik for konsoludviklerne. Fans vil gerne kunne spille spil fra deres ældre konsoller på de nye konsoller, men Microsoft og Sony har ikke været helt glade for at introducere featuren – måske fordi det i sidste ende betyder færre solgte next-gen konsoller, da folk venter med at opgradere.

Dette år valgte Microsoft dog at bøje sig for kravet, og senere på året vil det dermed blive muligt at spille ens Xbox 360-spil på Xbox One. Man smider bare spillet i drevet, hvorefter det bliver tjekket og hentet digitalt.

Så er spørgsmålet bare, om folk faktisk har gemt deres gamle spil, eller om de allerede er blevet solgt i den lokale GameStop – det bliver med stor sandsynlighed ikke den gamechanger, som Microsoft sikkert håber på, men formodentlig blot en godbid til de mest hardcore fans.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

3. Fremtiden er holografisk

Okay, fremtiden er måske ikke udelukkende holografisk. For det nye sort er jo sådan set virtual reality, som i øvrigt dukkede flygtigt op ved Microsofts pressekonference. Det var dog hverken Oculus Rift (som Microsoft nu samarbejder med) eller Valve (som Microsoft nu også samarbejder med), der stjal opmærksomheden. Det var derimod Microsoft HoloLens.

De kommende holografiske briller, som blev officielt annonceret tidligere på året, blev fremvist med Minecraft, og nøj! Forestil dig, at din ‘Minecraft’-verden fremstår som hologram på dit spisebord, og så kan du ellers bare kaste dig ud i det med vilde fagter. Det er den fremtid, alle 80’er sci-fi-film har lovet os.

Men – for der er desværre et men – én ting er lækker teknologi, der fungerer i virkeligheden, noget andet er en tech-demo, som er blevet stablet på benene til E3. Det er slet ikke sikkert, HoloLens bliver den succes, demonstrationen kunne tyde på. Da Microsoft for eksempel fremviste Kinect for første gang tilbage i 2009, måbede alle, imens de bød fremtidens teknologi velkommen. I dag er Kinect ved at blive trukket ud i Microsofts baggård for at modtage et barmhjertigt nakkeskud.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

4. ‘Mass Effect’ er tilbage

Det har længe været en offentlig hemmelighed, at et nyt ‘Mass Effect’ var under udvikling. Efter trilogiens afslutning har der været et tomrum i stort set alle rumnørders hjerter, for hvad gør man, når spilbranchens svar på ‘Star Wars’ er nået til vejs ende?

Det var forventet, at det nye ‘Mass Effect’ ville dukke op ved E3 i år, men de fleste frygtede, at det blot ville blive med en kort teaser. Det blev det så ikke. Vi fik trailer, titel og sågar udgivelsesperiode, så vi nu kan glæde os til ‘Mass Effect: Andromeda’, der udkommer i løbet af efteråret 2016.

Spillet vil i øvrigt foregå i en helt ny galakse, hvor man spiller som menneske. Dermed ingen hede drømme om at blive en badass asari commando, men hey, man skal tage, hvad man kan få, ikk’?

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

5. Dansk lejemorder går digitalt

Agent 47 har haft lidt af en turbulent periode de seneste par år. Den skaldede lejemorder fra Kalvebod Brygge var senest at finde i ‘Hitman: Absolution’, hvorefter hans skæbne ifølge rygterne var temmelig usikker.

Det er den ikke længere, for 8. december i år er han tilbage i helt nye omgivelser. ‘Hitman’, som det nye spil ganske kontant hedder, fører an med en digital udgivelse, hvor spillerne nu træder ind i en åben verden, der har fokus på samarbejde med andre spillere.

Det er en uvant stil for serien, der tydeligvis er præget af spilbranchens mere sociale tendenser, men håndteres det korrekt, bliver det starten på et helt nyt liv for Agent 47 – og formentlig danske IO Interactive, der står bag.

Læs også: Spilmessen E3: Det kommende ‘Doom’ sejler i blod og indvolde

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

6. Sony fandt deres fortabte spil

Er der et spil, som efterhånden har opnået en mytisk, næsten kultagtig status, så er det Sonys ‘The Last Guardian’ (eller ‘The Lost Guardian’, hvis man forstår sådan en lille hentydning). Siden spillet blev annonceret tilbage i 2009, har det nemlig været fuldstændig fortabt i et besynderligt udviklingslimbo.

Der har været rygter om, at udviklingen af ‘The Last Guardian’ var midlertidig stoppet, at spillet var droppet, og at det hele simpelthen bare var et clusterfuck af de helt store. Om rygterne på noget tidspunkt talte sandt, ved vi ikke, men i år fik vi endelig spillet at se igen, og hvilket syn.

Samtidig bekræftede Sony, at spillet udkommer eksklusivt til PlayStation 4 i 2016, men man kan nok ikke fortænke nogen i at være lidt varsomme med forventningerne. Brændt barn skyr ilden, som man siger.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

7. Jagt dino-robotter med bue og spil

Det var ikke kun gamle kendinge, som Sony havde med til deres pressekonference, de havde nemlig også helt nye overraskelser med, heriblandt Media Molecules bizarre ‘Dreams’, hvor man kan tegne og lade sine drømme få deres eget liv.

Det var dog ‘Horizon: Zero Dawn’, der skruede forventningerne helt i vejret. Et actionspil, hvor verdens civilisationer er faldet fra hinanden. Nu lever mennesker i stammer (tænk indianer-stammer, så er du på rette spor), imens de jagter dinosaur-lignende mechs.

Det lyder som en underlig kombination, men det så pivlækkert ud, og hallo, dino-mechs. Skulle man dog endnu ikke være helt overbevist, så udvikles spillet i øvrigt af Guerrilla Games, en af de udviklere, der om nogen kan tæmme teknologien i PlayStation 4.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

8. Nintendos vanvittige dukkeshow

Nintendo er ikke kendt for at afholde pressekonferencer ved E3, men i år havde de dog valgt at snuppe en time, hvor de viste en såkaldt Nintendo Direct, der var optaget på forhånd. Det var ikke en synderligt interessant oplevelse, medmindre det kilder alle de rigtige steder ved tanken om Mario, Yoshi og japanske rollespil.

Én ting, man dog altid kan regne med hos Nintendo, er, at de absolut ingen situationsfornemmelse har – og det er kærligt ment. I år troppede de op med et surrealistisk dukkeshow, hvor Nintendos tre mest kendte ansigter var… jeg ved faktisk ikke, hvad de var. De var nok på en anden planet.

Et kort øjeblik kunne man fristes til at tro, at man fejlagtigt havde spist lidt for mange svampe, inden arrangementet startede, men faktum er, at det blot var Nintendo i en akavet, men fuldstændig fantastisk nøddeskal.

E3 2015

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

9. PS4 bliver endelig et mediecenter

Der var skruet ned for de tekniske annonceringer ved dette års E3, i hvert fald i forhold til hvor tech-tungt det kan være. Sony formåede dog at snige en mindre annoncering med, som får glædelige konsekvenser for PS4 som mediecenter.

Indtil videre har konsollen nemlig været ulidelig til at afspille medier via for eksempel USB-sticks, især hvis man sammenligner med Xbox One. Det ændres der på med det kommende Media Player, som endelig omdanner konsollen til et nogenlunde ordentligt mediecenter.

Media Player, som kan hentes gratis nu, understøtter bl.a. DLNA og filformater som .mkv, .avi og .mp3, og selvom det ikke ligefrem lyder sexet, så er det en opdatering af PS4’ens evner, der ærlig talt burde have været tilgængelig fra konsollens lancering. Bedre sent, end aldrig.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

10. Kvindelige hovedroller er det nye sort

Er man ved at få en massiv hovedpine af, at alle hovedroller indtages af attraktive, muskuløse mænd, så er E3 2015 en ganske solid Panodil. ‘Dishonored II’, ‘Mirror’s Edge: Catalyst’, ‘Rise of the Tomb Raider’, ‘ReCore’ og ‘Horizon: Zero Dawn’ – og det er bare for at nævne en håndfuld – har nemlig alle kvindelige hovedroller.

Faktisk var der så mange nye spil og efterfølgere, hvor kvinderne nu indtager de bærende roller, at man bliver lettere forpustet bare ved at opremse dem. Der er sikkert nogen, der nu brokker sig, men boo-fucking-hoo. Spilbranchen har nemlig i årevis kæmpet for diversitet og repræsentation af kvinder i de helt store spil, og det giver endelig pote.

Det mest glædelige var dog, at ingen af spiludgiverne følte trang til at markedsføre og fremhæve hovedrollernes køn. De kvindelige hovedroller var ikke et billigt trick for at score nemme point, de var derimod bare helt naturlige – og dét er muligvis årets største højdepunkt ved E3.

 

Læs også: Fem oversete indie-spil til sommertørken

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af