Der er masser af måder, at lægge op til sikker sex på ved hjælp af emojis. Der er klassikere som taco + aubergine, hotdog og fersken eller bare med fingerfagter. Men når nu emojis er blevet en måde at kommunikere på – også syd for bæltestedet – så er kondom-producenten Durex kede af, at der ikke er nogen måde at snakke om sikker sex på.
Det vil de råde bod på med en kampagne for at få kondomet indlemmet i den officielle emoji-familie. Under hashtagget #CondomEmoji vil de have folk til at advokere for præservativet på sociale medier.
Det kan virke som et fjollet marketingstunt, men det er absolut ikke første gang, firmaer og interesseorganisationer bruger emojis til at sætte fokus på svære og alvorlige emner. For eksempel er emojis tidligere blevet brugt som middel til at få unge mennesker til at åbne op omkring problemer og vold i hjemmet og til at støtte redningen af truede dyr.
Og noget kunne tyde på, at der er brug for den alternative tilgang. Ifølge Durex’ pressemateriale siger 84 procent af de 18-25-årige at de er mere trygge ved at tale om sex ved at bruge emojis.
Læs også: Flirtmoji introducerer en helt ny pakke af lumre emojis