Det ligner og lyder som et meget tidligt Michel Gondry-projekt, men faktisk er projektet ‘Sunspring’ slet ikke født af en menneskehjerne. Manuskriptet til kortfilmen er i stedet skrevet af et kunstigt intelligent program, hvis eneste viden om verden er en samling af screenplays fra 80’er- og 90’er-scififilm. Den udtænkte filmen under en 48 timers filmskabelsesudfordring, der fandt sted under en scifi-festival i London.
Det har ført til et mildest talt bizart projekt, der hverken giver særligt meget mening i dialog eller handling, men på mærkværdig vis har en eller anden dragende kvalitet over sig. Måske er det bare Thomas Middleditch, der trækker idéen op.
Om ikke andet et sjovt projekt, der demonstrerer den kunstige intelligens’ muligheder og begrænsninger. Men også et ganske tungt vidnesbyrd om, at manuskriptforfattere ikke behøver at frygte for deres jobs lige med det første.
Læs også: Trailer: ‘The Final Girls’ tager tykt pis på gysergenren med ‘Silicon Valley’-stjerne i spidsen