’Parterapi’: Jesper Groth er forrygende i DR-remake af norsk satireserie – men hvorfor ikke bare vise originalen?

’Parterapi’: Jesper Groth er forrygende i DR-remake af norsk satireserie – men hvorfor ikke bare vise originalen?
Jesper Groth og Rikke Bilde som Niels Erling og Britt i DR-serien 'Parterapi'.
Foto: Anders Brogaard/DR
3 6
Tv-serie
Hovedforfattere

Christian Tafdrup og Mads Tafdrup

Medvirkende

Jesper Groth, Rikke Bilde, Ali Sivandi m.fl.

Spilletid

10 afsnit a ca. 10 min.

Premiere

Nyt afsnit hver søndag på DR2 og DRTV.

Forleden stødte jeg på et virkelig morsomt klip på Facebook, hvor Jesper Groth (’Klaphat’) og Rikke Bilde (’Happy Ending’) sidder i en sofa som karaktererne Niels Erling og Britt. De er til parterapi.

»Jamen, jeg er gal lige nu. Jeg er afsindig«, siger Niels Erling med verdens spædeste stemme og bange øjne, efter Britt har forsøgt at fremprovokere hans indre mandfolk. »Jeg kan skrige, jeg kan slå i bordet, så det revner i to«, fortsætter den vattede mand, hvorefter han blidt dasker til sofabordet med sine knoer og begynder at tale om vafler.

Klippet virkede: Jeg fik straks lyst til at se mere ’Parterapi’. Den nye satireserie på DR2 er skrevet af Christian og Mads Tafdrup og instrueret af førstnævnte. Parforholdsproblemer er ikke just en ny tematik for brødrene, der også stod bag den omdiskuterede biograffilm ’En frygtelig kvinde’, hvis manuskript de vandt en Robert for. Denne gang møder vi hele 11 par, hvoraf det komiske talent Jesper Groth i alle tilfælde spiller en af parterne – og altid den mest problematiske.

Jesper Groth er forrygende, når han får lov at skeje helt ud med pagehårsparyk, bh og sminke i rollen som Susanne, der igen og igen beretter højlydt om sønnen Hans’ ’geniale’ påfund i stedet for at tale om forholdet til manden Rolf. Og han giver den som stridslysten feminist som Ellen, der er umanerligt opsat på at blive krænket af sin uforstående mand Anders, hvis udtalelser bliver mistolket til det absolut ekstreme.

Jesper Groth og Ali Sivandi i ‘Parterapi’. (Foto: Anders Brogaard/DR)

Det er underholdende at se Groth skifte mellem de mange roller, og de tilhørende straight (wo)men gør det også godt over for ham. Jeg har dog mine tvivl om, hvorvidt serien kan holde kadencen i mange afsnit endnu. Allerede efter to af slagsen er flere gags blevet en kende ensformige. Den Red Bull-drikkende og kontinuerligt utro vestegnsfyr Kenneth, som konstant skubber skylden over på sin uregerlige penis, er ganske sjov i starten. Men herefter bliver joken gentaget lovligt mange gange. Måske egner universet sig faktisk bedst til korte, skægge og delevenlige videoer på Facebook.

Min største anke ved ’Parterapi’ går dog på noget så dramatisk som seriens eksistensberettigelse.

Kommentarfeltet til førnævnte video var ikke kun fyldt med grine-emojis. Flere personer råbte også op om, at serien skulle være »plagiat« og et »rip-off«». Det er naturligvis ikke tilfældet. Produktionsselskabet Nordisk Film TV har blot købt rettighederne til et norsk format på NRK og næsten én-til-én lavet et dansk remake. Faktisk er der også lige kommet en svensk udgave på Kanal 5, hvor det dog er en kvinde, Christine Meltzer, der indtager alle de komiske roller. Det er der bestemt ikke noget fordækt i.

Når det er sagt, så har jeg simpelthen svært ved at se behovet for at oversætte den originale ’Parterapi’ til et dansk format. Utallige gange tidligere har DR uden problemer kunnet vise norske og svenske fiktionsserier på sine kanaler, og det havde nok været utænkeligt at lave et dansk tv-remake af kæmpesuccesen ’Skam’. Når norske Kevin Vågenes er mindst lige så sjov som Jesper Groth, og når både karakterer og jokes er de samme, hvorfor så ikke bare se originalen?

Danske ’Parterapi’ er bestemt kompetent lavet, og jeg griner stadig af vatnissen Niels Erling. Men når jeg nu kender hans ophav, tager det altså lidt af glæden.


Kort sagt:
Satireserien ’Parterapi’ har en umanerligt veloplagt Jesper Groth i de mange udskejende hovedroller, men man kan lige så godt se den originale norske serie.

Anmeldelsen er baseret på to afsnit.

Læs også: 15 kugleskøre episoder fra 10’erne, vi aldrig glemmer – fra Ghita-gate til Kanye i Det Hvide Hus

Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold
Sponsoreret indhold