Little Simz
Valgt af Morten Birkmose: »Everybody should know that I’m king now«, rappede britisk-nigerianske Little Simz på det allerførste track på sit allerførste album tilbage i 2015. Og nu, finally, efter at have leveret festivalshøjdepunktet i 2022, får hun lov til at indtage den orange trone på Roskilde Festival.
Med et tekstunivers, der sømløst blander filosofiske, religiøse, kønsaktivistiske og introspektive betragtninger og et lydunivers kogt sammen af engelsk grime-rap, jazzimprovisationer og nigerianske rytmer, er Little Simz ikke bare garant for en kæmpe orange kroningsfest. Hun vil også noget med dig. At hun kommer på ryggen af et af sidste års bedste (og vredeste) album, gør kun forventningerne større. All hail the king!
Salver
Valgt af Holger Møller Dybro: »Den mest autentiske, katarsiske live-oplevelse, man kan få med dansk hardcore i disse år, leveres i min optik så afgjort af kvintetten Salver. Ørehængende melodilinjer, metalliske riffs og trommespil i Formel 1-fart udgør et højenergisk bagtæppe til forsanger Aske Severin Frederiksens indre kampe.
Salver har ét ben i rå, punket råbestøjrock og ét ben i den del af konstant transformerende dansk hardcore, hvor hiphop-features eller skønsang føjer nye dimensioner til sortsynet. Roskilde Festival bliver en unik mulighed for at se dansk hardcores bedst gemte hemmelighed udfolde sig på en stor scene«.
Yousuke Yukimatsu
Valgt af Damla Erdölek: »Der findes dj-sets, man danser til, og så findes der dj-sets, der transcenderer festen. Japanske Yousuke Yukimatsus dj-sets hører til sidstnævnte kategori.
Den tidligere bygningsarbejder blev et globalt kultfænomen, efter han overlevede en hjernetumor, sagde sit job op og satsede alt på musikken. I hans dj-sets vrider han øredøvende techno, breakbeat, ambient, rock og pop sammen uden varsel, og på mirakuløs vis får han det til at føles som én sammenhængende fortælling. Jeg håber på en koncert så kaotisk, smuk og grænseløs, at man når at se sit liv passere revy, inden bassen rammer én igen«.
Jane Remover
Valgt af Kjartan F. Stolberg: »Kaos! Vanvid! Så mange idéer i træk, at man totalt mister overblikket! Jane Remover har i årevis været et af indierockens mest spændende navne, men da hun først begyndte at omfavne hektisk, eksperimenterende, hiphoppet, men også vældig catchy digicore på sidste års seksstjernede mesterværk ’Revengeseekerz’, slog hun sig fast som en potentielt generationsdefinerende normbryder.
Hun står allerede som lidt af en ledestjerne i en større digicore-bølge, der kun ser ud til at have haft vokseværk siden udgivelsen. Hvis man vil vide hvorfor, skal man bare smutte forbi Lagune lørdag aften«.
Miaw
Valgt af Jacob Lomholt: Det lyder måske ikke ligefrem banebrydende i 2026 at blande pop og elektronisk musik, men der er noget særligt over Miaw. For én ting er, at den dansk-hollandske duo mestrer sine futuristiske, luftige popnumre. Noget andet er deres tonstunge live-univers, hvor shoegaze-støj, hjernevridende glitches og breakbeats smelter sammen i klimaks på klimaks, der både er teknisk imponerende og fuldstændig opslugende.
Miaw bliver en intens rusketur gennem distortede guitarer og piskende trommekadencer. Men måske vigtigst: en fest for alle os pophoveder, der elsker, når der aldrig er langt fra det ene hook til det næste«.
Luisa Almaguer
Valgt af Rasmus Junge: »Sidste år gav Damon Albarn og Africa Express en forglemmelig koncert på Roskilde Festival. Det eneste rigtig mindeværdige var Luisa Almaguer, hvis dybe, længselsfulde baryton til gengæld var fuldstændig uforglemmelig. Derfor glæder jeg mig til at opleve den mexicanske musiker og trans-aktivistist på årets festival og fortabe mig i hendes smægtende melankolske vokal en hel koncert.
Almaguers seneste album, ’Weyes’ fra 2024, har blåtonet inspiration fra argentinsk tango, brasiliansk bossa og colombiansk cumbia, som på uortodoks, men vellykket vis bliver mikset op med kantet indierock og småpsykedelisk folk. Kan hun forløse det live, er der potentiale til en hjertegribende koncert«.
David Byrne
Valgt af Johanne Nedergaard: »David Byrne lagde sidst vejen forbi Roskilde Festival i 2018, og jeg valgte at blive nede i min camp og drikke ølbong fremfor at tage afsted. Da mine venner kom tilbage og fortalte om hans vilde, konceptbrydende koncert, sad jeg og ølbøvsede og indså, at jeg havde truffet et valg, som jeg inderligt har fortrudt lige siden.
I år skal jeg stå allerforrest i skæret fra Byrnes excentriske scenepersona, mens vi skal høre numre fra hans Talking Heads-æra som ’This Must Be the Place’ og ’Once In a Lifetime’, men også stærke soloudgivelser som ’Everybody’s Coming to My House’«.
Širom
Valgt af Anton Løkke Laursen: »Da jeg på Roskilde Festival 2018 oplevede den slovenske trio Širom på Gloria, var det en af de festivaloplevelser, der er umulige at forudse, og som hænger ved længe efter. Širom laver musik, som giver dig fornemmelsen af at vågne fra en drøm og langsomt konstatere, at du faktisk stadig drømmer. Selv kalder de deres polyfoniske og dvælende kompositioner for imaginær folk.
Hjemmelavet slagtøj og instrumenter fra flere kontinenter skaber i samklang en lyd, der er lige så impressionistisk som titlerne på Široms numre. Det er musik, der tager sig tid til at blive i kontrasterne mellem abstrakt og konkret«.
Demersal
Valgt af Jens-Christian Dyhr: »Det danske hardcore-band Demersal har i en årrække efterhånden haft ry for at være et af de mest ekspressive og overvældende koncertoplevelser, den tungere del af musiklandskabet har at byde på. Det har sandsynligvis noget at gøre med deres kompromisløse tilgang til hardcore-genren at gøre.
Hvilket guitarbaseret hardcore-band spiller med blæser- og strygerensemble? Det gør Demersal (I hvert fald til deres koncert på Spot Festival i år. Lad os håbe, det ikke bare var en engangsting). Hos Demersal bor de fine, introverte og indierockede melodier side om side med overvældende maksimalistisk ekstase. Her kan både moshes og grædes«.
Lykke Li
Valgt af Rasmus Weirup: »I halvandet årti har Lykke Li været selve hjertesorgens melankolske popstemme, men nu er det altså slut. Hendes nye album, ’The Afterparty’, bliver efter eget udsagn hendes sidste, og det samme må formodes at gælde hendes koncert på årets Roskilde Festival.
Således er der ikke bare tale om en koncert, men en mulighed for at tage afsked med en af 2010’ernes definerende skandinaviske kunstnere. Lykke Li har med et katalog udelukkende bestående af elegier til tabt kærlighed været popmusikkens primære grædekone, og der er noget poetisk over, at det nu er sin egen musik, hun lægger i graven. Jeg glæder mig til at danse, synge og græde med hende for sidste gang«.
Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.