KOMMENTAR. Filmindustrien er en evig vekselvirkning mellem det originale og velkendte.
I bedste fald er det et parløb. De originale film skaber uventede succeser, der baner vejen for nye indbringende kommercielle strømninger, og de ’sikre’ succeser skaber den økonomiske isflage, fremtidens originale historier skal flyde videre på.
Men efter den første halvdel af 2026 er der grund til at være bekymret for, om isflagerne i dansk film flyder rundt i to parallelle verdenshave.
I årets første seks måneder er der således ikke én eneste original dansk film, der er blevet en kommerciel succes på egne ben.
’Klassefesten 4’ – om noget en afprøvet formel – er årets suveræne højdespringer med et salg på 467.000 billetter. På de to næste pladser finder man Jeanette Nordahls ’Begyndelser’ og Anders Refns afslutning på sin Anden Verdenskrigstrilogi ’De forbandede år’ med henholdsvis 264. og 209.000 billetter.
De to film har det til fælles, at de er med i Biografklub Danmark. Biografklubben, hvor man får halv pris på 10 udvalgte film over en sæson, har et medlemstal på omkring 240.000 danskere, og en udtagelse her betyder som regel, at man er sikret et billetsalg i nærheden af de magiske 200.000.
Også Pernille Fischer Christensens anmelderroste MeToo-drama ’Vores løfte’ er med i biografklubben, og trods en lidt sløv første weekend – plaget af godt vejr – skal den også nok komme deropad efterhånden.
Børnefilmene ’Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor’ og ’Krølle Bølle’ har klaret det udmærket (dejligt for dansk børnefilm!), dog også bygget på eksisterende materiale.
Så hvad er den mest sete originale danske film, der ikke har fået en hestesko af Biografklub Danmark? Det er Marijana Jankovic semiselvbiografiske ’Hjem’, der har solgt 25.000 billetter. Godkendt, især for en debutfilm. Men omvendt heller intet triumftog.
Derefter kommer ’Paradis’, der på overfladen kunne ligne en bredtfavnende film med sin almengyldige historie om en almindelig dansk familie på kollisionskurs med flygtningekrisen under en solferie og stjernerne Danica Curcic og Esben Smed på plakaten. Den solgte skuffende 13.600 billetter.
Og derfra ryger vi ned i størrelsesordener, hvor der er flere mennesker til en bundkamp i superligaen på en røvsyg søndag i november. Den følsomme og barske coming of age-film ’Vægtløs’ solgte 3.700 billetter. Den sympatiske ’Lucky’ 1.400, Aske Bangs passionsprojekt ’Velkommen på månen’ 2.700.
Dertil kommer dokumentarfilm som ’Jenny – en historie om lydmor’ og ’Ilden, vandet, jorden, luften’ omkring 2.000 billetter og filmene om mere navnkundige Aphaca og Christiania med 6.-7.000 billetter – intet af det værd at råbe hurra for.
En orker?
Det er selvfølgelig langt fra alle disse film, man forventede skulle være landeplager. Flere er førstegangsfilm lavet for små penge, som først og fremmest har til formål at placere nye talenter på landkortet og bygge deres karriere op. Instruktører med senere massiv publikumsappel som Lone Scherfig og Susanne Bier startede også beskedent.
Debutfilmene skal således ikke dømmes på deres manglende billetindtægter, for det er afgørende, at de nye stemmer får tid og mulighed for at høste erfaringer over flere film.
Samtidig kommer vi fra et 2025, hvor dansk film solgte mange billetter på tværs af genrer og beviste, at interessen for de hjemlige fortællinger er stor, så længe fristelserne er varme nok.
Men der er alligevel grund til at råbe vagt i gevær, når danskerne i så eklatant grad som de seneste seks måneder fravælger de originale danske film, med mindre de er med i deres Biografklub Danmark-pakke. Og der er grund til at ransage, hvorfor denne kløft opstår.
Årsagerne varierer nok fra film til film. Nogle er hæmmede af deres begrænsede produktions- og marketingbudgetter. Nogle har fået lunkne anmeldelser. Nogle handler måske om tematikker, et bredere publikum ikke orker at blive konfronteret med, når de skal have en god aften i biografen.
Hvad angår det sidste, må man – lidt afhængigt af, om ’Vores løfte’ besejrer hedebølgen – spørge sig selv, om danskerne er forhåndstrætte af film, der smager lidt for meget af debatindlæg. Flygtningekrise og vestlig skam (’Paradis’), immigration (’Lucky’), overgreb (’Vores løfte’ og ’Vægtløs’) og toksisk maskulinitet (’Mand op!’ fra december) kan godt lyde lidt for meget som lektier, hvis man ikke samtidig får fornemmelsen af, at det er pakket ind i et stærkt fortællemæssigt greb.
To film taler mod tendensen
Noget af grunden skal altså helt sikkert findes i filmene selv og deres forudsætninger. Men publikum må også kigge sig selv i spejlet. Hvor er nysgerrigheden på de originale danske fortællinger, vi ellers går og skriger på?
Jeg har ikke løsningen, men jeg håber, man begynder at stille spørgsmålene, inden det er for sent: Hvordan lukker vi gappet mellem de dugfriske danske hovedretter og publikums appetit?
Måske er der svar at hente i de to film fra sidste år, som talte imod tendensen:
Magnus von Horns historiske seriemorderdrama ’Pigen med nålen’, som sagtens kunne have været afkodet som en orker, men som solgte 236.000 billetter på ryggen af Oscar- og Cannes-opmærksomhed, Trine Dyrholms uforlignelige status og en klar profil som en stilistisk anderledes dansk filmoplevelse, der kaldte på det store lærred.
Og Zinnini Elkingtons ’Det andet offer’, som undgik prædikatet som emne-film trods temaet om et presset sundhedsvæsen og fløj op på flotte 87.000 billetter takket være blændende anmeldelser og løftet om en thriller-spændende fortælling med et klart menneskeligt dilemma i centrum. Også, for pokker, med Trine Dyrholm!
Der må være andre lektioner at hente end at caste Dronning Dyrholm til alle roller. For eksempel at dansk film skal være langt bedre til at kombinere en fængende tematik med følelsen af et særligt filmsprog, der skiller sig ud allerede ved første indtryk. Til at udkrystallisere et skarpt koncept, som kalder på en biografoplevelse frem for en bismag af ”den ser jeg bare, når den kommer på Prime eller Netflix”. Til at tænke kommunikationen af filmen ind i den kunstneriske proces fra start.
Det er ikke det samme som at lefle for tidsånd eller laveste fællesnævner.
Trods de små budgetter viser film som ’Det andet offer’ og Frelle Petersens succesfulde socialrealistiske humanistiske Sønderjyllands-trilogi (’Onkel’, ’Resten af livet’, ’Hjem kære hjem’), at der er mange veje til at finde et publikum – men at kunstnerisk og konceptuel klarhed og kompromisløshed i kombination med et interessant miljø og stærke hovedroller kan flytte bjerge.
Det er nemmere sagt end gjort. Men vi er nødt til at se dette halve års pauvre danske filmhøst som en blinkende advarselslampe, hvis de originale danske film ikke skal ende som træerne i skoven, hvis fald ingen hører.