Roskilde Festival: Mange nye rappere kunne tage ved lære af Zuloos mikrofonkontrol

KONCERT. Det er ikke ofte, man støder på en ung rapper med så meget mikrofonkontrol, som Zuloo havde på Roskilde Festivals Eos-scene.

Når det endelig er, er det typisk lyrical miracle-typer, der har forbindelser til battlerap-miljøet. Ikke rappere af den mere poppede, melodiøse støbning, som Zuloo jo er.

Og selv de dygtigere af slagsen medbringer som regel et backingtrack, der kan redde de fejltrin, der nu måtte være. Det havde Zuloo ikke medbragt, og han havde da heller ikke brug for det. Hvis han endelig skippede et par ord, var det som regel for at lade publikum overtage.

Var alle i publikum klar til at rappe, at Zuloo lavede »hit efter hit, efter hit, efter hit, efter hit, efter hit«, da han viftede mikrofonen i deres retning under åbningsnummeret ’Stigning’? Nej, ikke rigtig. De var mere klar på at moshe, hoppe og danse.

Men Zuloo tog det ikke så tungt, at han ikke blev grebet. Hans scenepersona osede fortsat uagtet af den nonchalante coolness, hans flows også som regel besidder.

Selv når han skulle rappe allerhurtigst, var han i stand til at holde hovedet koldt, og kun sparsomt slog han over i den råberap, som alt for mange spirende rapstjerner ofte overforbruger i et desperat forsøg på at aktivere deres publikum.

Zuloos akilleshæl var nærmere det modsatte. At han var så cool og kontrolleret, at det var svært at mærke nogen inde bag facaden. Der var mange linjer, der blev rappet med blikket halvvejs mod jorden, mens han selvsikkert tog et par skridt tilbage. Knap så mange momenter, hvor han reelt udnyttede de muligheder, man har for at give numrene et andet liv, når de bliver omsat til en live-kontekst.

Når han endelig gjorde det, var det dog som regel med et godt payoff. Et overraskende house-drop på den Lord Siva-gæstede ’Family Man’ lød euforisk, og da Zuloo pædagogisk opfordrede publikum til at rappe omkvædet til ’Check’, var der højere respons hver gang.

Det var måske et lidt underligt greb at få publikum til at vise flashlights under den energiske afslutter ’Sikke en type’, og da han under samme nummer bad publikum gå ned i knæ, stod de forreste rækker så tæt, at det vitterligt var umuligt. Det satte dog hovedpersonens interaktion med publikum i centrum, så fraværet af Lamin betød knap så meget.

Gæsteoptrædener fra K4bz og Icekiid gjorde også, at Zuloo sænkede paraderne lidt og udviste noget løssluppenhed på scenen. Som koncerten skred frem, begyndte han endelig at ligne én, der havde det lige så sjovt som sit publikum. Det gjorde ham blot mere charmerende.

Find hele Soundvenues dækning af Roskilde Festival HER.