Vi har allerede kåret årets bedste internationale tv-serier (top 20-11 og top 10-1) og film (top 20-11 og top 10-1). Her er vores valg af årets bedste film fra Danmark i 2014.
5. ‘Kapgang’
Instruktør: Niels Arden Oplev
En væsentlig årsag til, at 2014 blev et svagt år for dansk film, er, at mange fremtrædende instruktører for tiden prøver lykken i USA. Nogle kommer dog heldigvis også tilbage, som Niels Arden Oplev, der vendte hjem for at forløse denne lille, fine fortælling om en 15-årig knægt, som mister sin mor, er forelsket og skal dyste i kapgang i 70’ernes Sdr. Omme. En fræk og sørgmunter coming-of-age-film.
4. ‘Ækte vare’
Instruktør: Fenar Ahmad
I et år, hvor etablerede instruktører som Vinterberg og Arcel glimrede ved deres fravær, var det skønt at se indtil flere friske talenter markere sig. Og Fenar Ahmads instruktørdebut føltes som en film lige til tiden. Hans casting af Gilli som rapperen Michael var smågenial og filmens henslængte slo-mo-stemning forførende. Med ‘Ækte vare’ satte Ahmad nye toner til dansk films ofte lovlig rutineprægede positur.
3. ‘Når dyrene drømmer’
Instruktør: Jonas Arnby
Det bliver ofte kikset, når dansk film forsøger sig med det overnaturlige. Men i sin kombination af varulvemytologi og jordbunden socialrealisme i et lille fiskersamfund lykkes debutanten Jonas Arnby overraskende godt. ‘Når dyrene drømmer’ er flottere filmet end mange gange dyrere danske film, og det fysiske nærvær i skildringen af den unge piges aggressive kropsforvandling er imponerende dristig.
2. ‘Stille hjerte’
Instruktør: Bille August
Den 66-årige instruktør rammer følelserne ultrarent med sin bedste film i 20 år. I det Bergman’ske kammerspil samles en familie om den skleroseramte mors selvvalgte død, og trods små knaster i manuskriptets sidste tredjedel er det intime portræt af familierelationerne skildret med rammende humor og finfølelse. ‘Stille hjerte’ handler allermest om de pårørendes tilstand af tvivl, forståelse og sorg, og som de to døtre understreger Paprika Steen og Danica Curcic, at de er de dygtigste danske skuespillerinder i hver deres generation.
1. ‘The Look of Silence’
Instruktør: Joshua Oppenheimer
Hvilken gud skal vi takke for, at Joshua Oppenheimer valgte Danmark som sit andet hjemland? Det er lidt af et mirakel, at vi kan kalde ‘The Act of Killing’ og ‘The Look of Silence’ for danske, for tilsammen udgør de en af de største præstationer i nyere dokumentarfilm. Mens ‘The Act of Killing’ er en foruroligende skildring af bødlerne fra Indonesiens folkemord i 60’erne, vender ‘The Look of Silence’ blikket mod ofrene. Og dens intime scener, hvor optikeren Adi konfronterer de mænd, der slog hans bror ihjel, har en sjældent uforfalsket styrke. Oppenheimers to film vil være fast pensum, når snakken i fremtiden falder på konflikt, udrensning, forsoning og retfærdighed. Et ærefrygtindgydende dobbeltværk, alle bør se, og ingen vil glemme.
Læs også: Årets bedste film, 10-1
Læs også: Årets bedste film, 20-11
Læs også: Årets bedste tv-serier, 10-1