Yes, helt klart
Naomi Watts
Mens mange kjoler omfavnede det klassiske satin-look, var Watts’ Armani Privé-pailletdesign nærmest fremtidsagtigt i sit skinnende spil mellem de blå og magenta farvenuancer. Uden at skrige på opmærksomhed fremhævede kjolen den britisk/australske skuespillers krop og gav stadig plads til den flotte diamanthalskæde.
Megalyn Echikunwoke
En regulær show-stopper. Oscar kan mange gange blive et lidt out-of-touch foretagende, hvor kjolerne helst skal være så overdådige som muligt, og smykkerne lige gøre det endnu mere eksklusivt.
Heldigvis beviste den amerikanske skuespiller det gamle leveråd, less is more. Uden pomp og pragt var hun vildt smuk i Prabal Gurung-kjolen. Sexet med udskæringerne i siderne og ved skuldrene og med den lange slids, men samtidig klassisk elegant i hvidt og med et lille slæb.
Olivia Munn
‘Newsroom’-skuespilleren fremstod ultramoderne i kjolen fra Stella McCartney, der ikke forsøgte at overgøre noget, men i stedet skar helt ind til benet. Den kappelignende detalje over den ene skulder gav dog stadig kjolen et flot design, men generelt var det i underspilletheden, at styrken i Munns look skulle findes. Hendes smykker var også holdt til enkle øreringe og armbånd.
Julianne Moore
Okay, der var klart noget Melisandre fra ‘Game of Thrones’ over Julianne Moores sorte Chanel-kjole, men hey, hvis man lige glemmer Melisandres sorte sind, så er der jo ikke en ærgerlig sammenligning. Det var især de glitrende stropper, der gav den ellers klassiske kjole et løft. Og så er sort en flot farve, når man har rødt hår, der hurtigt ville kunne clashe med mange andre farvevalg.
Charlize Theron
Den sydafrikanske skuespiller forenede to af Oscar-aftenens (og Awards Season generelt) største stiltendenser, nemlig den dybe udskæring og spaghettistropperne. Hendes Dior-kjole havde sågar dobbeltstropper.
I al sin enkelhed var kjolen med det lange slæb tæt på at ryge i samme ikke-designede kategori som Rachel McAdams’, men netop de to modebevidste nik løftede den, ligesom den lange halskæde, der satte endnu mere fokus på den dybe udskæring var et frækt pift.
Alicia Vikander
Ja, vi har jo allerede hyldet hendes tur ned ad den røde løber, men hun er nødt til at optræde på denne liste. For svenskerens gule Louis Vuitton-kjole var showets flotteste: Eventyrlig, klassisk smuk, men med et moderne feel i sin enkelhed. Og så var det forfriskende, at kjolen droppede slæb og i stedet fik noget fylde af den afrundede bund.
Samtidig matchede Vikanders diamantøreringe kjolens glimmerdetaljer, hvilket var en flot detalje. Men prikken over i’et var hendes sprudlende glæde, der gav den sommerlige kjole endnu mere pift.
Margot Robbie
Den australske skuespiller tog klart en chance ved at gå efter at efterligne Oscar-statuetten, men hun kom i mål i Tom Ford-kjolen, der blandede guldlooket med en slangeskinsagtig struktur. Kjolen vandt især på overdelen, der fremstod som en blazer med kantede skuldre og den dybe udskæring (endnu en!).
Pharrell Williams
Det er altid befriende, når en mand formår at tiltrække opmærksomhed på den røde løber, og det er Pharrell efterhånden kendt for at gøre. Ved Grammy-uddelingen kom han ikke helt i mål, men i nat var han tilbage i storform.
Mænd skal jo mere eller mindre bare møde op i smoking, og det gjorde musikeren også, men det var et forfriskende touch, at han havde smøget bukserne op og kørte uden strømper i skoene. Det gav hele hans look et afslappet og moderne feel, som man altid savner på den røde løber.
Not so much
Heidi Klum
Oscar-kjoler må selvfølgelig gerne være lidt over-the-top i deres klassiske elegance, men den tidligere supermodels kjole fra Marchesa lignede et kasseret design fra et Disney-eventyr. Kjolen i de lilla nuancer og med store blomsterdetaljer gjorde ikke meget for tyskerens krop, selv om udskæringen på maven forsøgte at sætte fokus på hendes bryster – uden at det lykkedes. Samtidig kunne hårstylingen på ingen måde leve op til det eventyrlige look, som kjolen desperat prøvede at opbygge.
Reese Witherspoon
Det var egentlig ikke den store chance, den amerikanske skuespiller tog med kjolen fra Oscar de la Renta. Klassisk satin-look med et korsetlignende design omkring maven. Men altså, hvad skete der for designet på hendes bryster? Som maste tagrender gjorde de hendes barm til et mærkeligt fokuspunkt, uden at det var hverken sexet eller flot – eller meget andet end bare synd.
Læs også: And the Oscar goes to… her er den bedst klædte Oscar-nominerede kvinde