Crumbs debutalbum serverer jazzet psychrock fra kanten af søvnen
Amerikanske Crumb gjorde sig i 2016 og 2017 bemærket gennem to selvudgivne ep’er af trippy, jazzet psychrock med et strejf af dreampop. Det er en stil, de fortsætter og raffinerer på deres første fuldlængdealbum.
Ved første lyt kunne de ti sange på ’Jinx’ let afskrives som varm tilbagelænet psych, man kan lægge sig ned på græsset og flyde væk til, mens forårssolen varmer ens ansigt. For Crumbs jazzede psych besidder den slags dovne varme, der er let at døse hen til. Men albummet indeholder også et dybere lag af noget overnaturligt og urovækkende. En slags sælsom drøm, når først du er ved at blive lullet i søvn. Flere af sangene kredser også om søvnen med tekster om at falde i søvn og vågne op.
»Daydreaming, I stay in the backseat / the slow beat rocks me to back to sleep, keeps me on automatic,« synger forsanger og sangskriver Lila Ramani for eksempel på den hypnotiserende ’Ghostride’. Ramani er hverken verdens dygtigste eller mest artikulerede sanger, men hendes dovne stemme, hvor ordene ofte er svære at tyde, har en særegen karisma, der passer perfekt ind i Crumbs ejendommelige univers. Det giver gruppens musik en lettere desorienteret følelse, som til forveksling minder om den tilstand, man rammer på kanten af søvnen. Det sted mellem drøm og virkelighed, hvor øjnene bliver tungere, mens du selv bliver lettere og driver ind i en overnaturlig tilstand og verden.
Selv om ’Jinx’ er et debutalbum, så har Crump styr på deres virkemidler. De lyder som et band, der ved, hvad de vil, og hvordan de gerne vil lyde. Det gør dette til et album, hvor ikke en eneste sang føles malplaceret. Samtidig er det dog også få af sangene, der sådan rigtig skiller sig ud fra mængden. Ligesom drøm og virkelighed flyder sammen på kanten af søvnen, flyder albummets ti sange også lidt sammen. Numrene føles mere som et samlet dyk dybere og dybere ind i en bestemt sindstilstand. En slags psykedeliske søvnløse drømme, der næsten også italesættes på ’Part III’.
»I waste my time in the morning and evening / caught in a feeling / I lost my mind looking up at the ceiling / it’s just a feeling«.
Det er en følelse, der bare tager til, efterhånden som albummet skrider frem – godt hjulpet på vej af musikken, hvor guitarer, synth og til tider saxofon tilsammen fremmaner et nærmest hjemsøgt og spøgelsesagtigt lydbillede.
Det er den slags musik, der lokker dig på afveje i tågen – som taget ud af soundtracket til en gammel kultfilm. Det er musik til de sene nattetimer, når du er helt alene.
Kort sagt:
Crumbs debutalbum er jazzet, spøgelsesagtig psychrock, der svæver rundt i det sælsomme og tågede landskab mellem drøm og virkelighed på kanten af søvnen.