‘The Old Guard’: Charlize Theron er en tornado i rå og oprigtig Netflix-action
Film har det fra tid til anden med at komme i par. Vulkanfilmene ’Volcano’ og ’Dantes Peak’ i 1997. Meteor-katastrofefilmene ’Armageddon’ og ’Deep Impact’ i 1998. Tryllefilmene ’The Illusionist’ og ’The Prestige’ fra 2006.
I 2020 har vi fået et nyt, meget specifikt filmpar: Den himmelråbende bøvede ’Bloodshot’ med Vin Diesel og Netflix’ nyeste skud på actionstammen, ’The Old Guard’ med Charlize Theron. De handler begge om udødelige lejesoldater, der jagtes af et stort techfirma.
Som med tidligere eksempler er der en klar vinder blandt de to. Begge film kigger åbenlyst over skulderen på letfordøjelige b-film fra fordums tid med Jean Claude Van Damme eller Charles Bronson plastret på plakaten. I den optik er ’Bloodshot’ en væsentligt bedre titel, men ’The Old Guard’ er på alle andre parametre et bedre slutprodukt.
Filmens første indstilling er en sønderskudt Andy (Theron), der er røget i et baghold og er blevet ’dræbt’ sammen med resten af sit hold af udødelige krigere. Som en anden highlander har firkløveret i smug uddelt tæsk i århundreder, men bliver opsporet af det sadistiske, Elon Musk-lignende boy wonder Merrick, der vil udvinde gruppens superkræfter for at sælge dem for højestbydende.
Samtidig opdager gruppen en ny udødelig, soldaten Nile, som de må redde, før Merrick og hans privathær får fingre i hende. Herfra går filmen over stok-og-sten fra Marokko og Sudan til Europa, mens Andy myrder den ene maskerede skurk med sin gigantiske økse efter den anden.
Theron har allerede bevist sit værd som actionstjerne i ’Mad Max: Fury Road’ og ’Atomic Blonde’ og er fortsat en kinetisk tornado at følge i actionscenerne. Instruktør Gina Prince-Bythewood giver de ellers spartanske sekvenser et spark i røven med overskuelig fotografering, og særligt imponerende er det, når hun lader hele holdet af udødelige kæmpe side om side. Ofte vil en actionfilm ellers holde sig til ét fokuspunkt, så vi ikke mister overblikket. Så meget desto mere frustrerende er det, at samtlige af filmens actionsekvenser er underlagt et bizart RnB-soundtrack.
Men det er stadig svært ikke at udbryde et ekstatisk hvin, når Andy blokerer en kugle med en brandøkse, eller skurken bliver kastet ud fra et højhusvindue. Det hjælper gevaldigt, at ’The Old Guard’ er overraskende oprigtig i sit drama. Samtlige figurer i den lille gruppe er elskværdige, fra turtelduerne Nicky og Joe, der forelskede sig, mens de kæmpede mod hinanden i korstogene, til den grønne rekrut Nile spillet med enorm empati og indlevelse af KiKi Lane (’If Beale Street Could Talk’).
Her er ingen plads til sarkastiske jokes, glinsende kamerafiltre eller gryntende idioter, som snøvler tåkrummende cool-guy-dialog. Til tider kan det dog blive lidt for meget af det gode, som da den udødelige franskmand Booker ud af det blå krænger hjertet ud om tabet af sine sønner. Og spilletidens to timer kunne med fordel være barberet ned til fordel for en mere letspiselig portion. Men ’The Old Guard’ minder i sin kærkomne oprigtighed især om ’Fast and Furious’-serien.
Kort sagt:
’The Old Guard’ er oldschool: Rå, hårdtslående og med en oprigtig varme for sine karakterer.