Nu hvor Billie Eilishs nye album er udkommet, giver titlen endelig mening

Titlen ‘Happier Than Ever’ skal ikke tages bogstaveligt. Men heller ikke forstås ironisk.
Nu hvor Billie Eilishs nye album er udkommet, giver titlen endelig mening
Billie Eilish. (Foto: PR)

KOMMENTAR. Det har aldrig været nemt at lure præcis, hvor man har Billie Eilish.

Hun er typen, der kan lave en jazzballade den ene dag og synge på spansk med Rosalía den næste – blot for så at lave et dystert, majestætisk pophit kort efter det.

Hun blev måske kendt som emosanger, der gemte sig bag baggy tøj og solbriller, men sprang så for få måneder ud som Marilyn Monroe-pinup på forsiden af Vogue. Hvilket forårsagde en nedsmeltning af Tjernobyl-dimensioner på internettet.

Så nej: Det er ikke nemt at definere den 19-årige stjerne.

Men på trods af, at foranderlighed er en del af Billie Eilishs natur, var det alligevel et mysterium af de større, da sangeren annoncerede, at hendes andet album skulle hedde ’Happier Than Ever’.

For selv hos den kamæleontiske Eilish har der været én konstant: Hun har ikke flashet det ellers obligatoriske smil til kameraerne, og hun har ikke ladet synderligt meget lyksalighed skinne ind i sine sange.

Tværtimod er hun blevet lidt af et ikon i kraft af deadpan-mimik og sange, der kredser om mareridt, angst, selvmordstanker og depression. Det ville derfor være det ultimative plot twist, hvis hun rent faktisk mente albumtitlen bogstaveligt.

Altså: Tænk hvis den kunstner, der som ingen anden har formået at udtrykke sin generations inderste angst, rent faktisk blev … glad?

Tanken syntes umiddelbart umulig, men så alligevel. Der var nu heller ikke nogen, der havde troet, at Billie Eilish ville skifte sit oversize-Gucci-joggingsæt ud med lingeri på en magasinforside.

Her skulle der være et Instagram-opslag, men du kan ikke se detDet er ikke tilgængeligt, da det kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Alligevel føltes det som det mest sandsynlige, at titlen var ironisk. Især fordi de singler, der udkom før albummet – blandt andet ’Your Power’ og ’NDA’ – ikke ligefrem viste en boblende, lyksalig Eilish. Men snarere en såret og sorgfuld stemme, der sang om nogle af de svære emner i tiden som krænkelser og ensomhed.

Nu er albummet omsider udkommet, og vi kan nu besvare spørgsmålet om, hvorvidt titlen skal forstås bogstaveligt eller ironisk.

Og svaret er … ingen af delene.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

For når man synker ind i Eilishs andet album, møder man frem for alt et virvar af selvransagelse, tvivl, sårbarhed, vrede og, ja, stort set alle andre følelser, man nu engang føler, når man er ung, begavet, følsom, hjerteknust og helt vanvittig berømt.

I den kontekst stikker ordene ’Happier Than Ever’ frem to gange. Nemlig på albummets intro, ’Getting Older’, hvor de betegner en ønsketilstand snarere end en virkelighed: »I’m happier than ever / at least, that’s my endeavor«, synger hun.

Underforstået: Hun er der måske ikke helt endnu. Men hun arbejder på sagen.

Den anden gang albumtitlen dukker op, er på titelsangen. »When I’m away from you / I’m happier than ever«, lyder det på dét nummer.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Her udtrykker titlen ikke længere en uafhængig sindstilstand, men kædes sammen med et ulykkeligt kærlighedsforhold. Der er noget nærmest trodsigt over den måde, Eilish betegner fraværet af den anden person som det lykkeligste nogensinde.

De to eksempler indkredser faktisk albummets tematik. Det handler om at finde sin egen glæde. Og om at komme ud af et dårligt forhold.

I begge de citerede sange ville det være forkert at sige, at Eilish har opnået den altoverskyggende lykke, som albumtitlen påkalder. Men linjerne er på ingen måde ironisk ment.

De handler snarere om at forsøge at opnå en form for tilstand af lykke. Om at arbejde henimod den.

Derfor betegner titlen ’Happier Than Ever’ et mål snarere end en tilstand. Albummet skildrer kun begyndelsen af rejsen derhen. Måske er Billie Eilish nået frem på næste udgivelse.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af