Girlpool er tæt på at trænge igennem til noget, der er større end dem selv – men tøver med at tage springet
Det er let at forestille sig Avery Tucker og Harmony Trividad – bedstevennerne i Girlpool – stå ved Sankt Andreas-forkastningen i Californien og kigge ned i afgrunden.
»Will I die at this faultline?«, spørger Los Angeles-duoen på singlen ’Faultline’ med deres vanlige nysgerrighed over for livets kløfter.
Deres fjerde album ’Forgiveness’ lyder som det jordskælv, der skulle have gjort den hemmelighedsfulde indie-attitude til murbrokker. Men noget holder Girlpool fra at tage springet.
Fra allerførste sekund kan man høre jordskorpen slå sprækker. Et halsbrækkende beat bliver kastet mod lytteren, som elektronisk hakkende motorsave, der skærer en åbning til albummet. Trividad er autotunet og synger frontalt: »Do you even want me if I even have to ask? / break it to me gently with your fingers up my ass«.
Girlpool er slet ikke til at kende på åbneren ’Nothing Gives Me Pleasure’, der ender i en delikat outro, som har det samme dansemelankolske skær, man også finder hos Christine and the Queens.
Det er i hvert fald lysår fra den naivistiske debut fra 2015 ’Before the World Was Big’. Her var der kun guitar, bas og de to – dengang lyse – vokaler. Siden har duoen skiftet retning mod en mere tætpakket bandlyd på ’Powerplant’, og på ’What Chaos Is Imaginary’ kunne man for første gang høre Tuckers forandrede stemme, efter han i 2017 sprang ud som transkønnet og herefter gik igennem en hormonbehandling.
På den måde er der intet overraskende i, at Girlpool overrasker. Resten af albummet har dog svært ved at leve op til den knytnæve, der indledningsvis kaster bandet mod atter nye lydlige kontinenter.
Det er mig især en gåde, hvorfor Tuckers dybe vokal skal pakkes sådan væk. Hvis ikke den er nærved hviskende som på ’Lie Love Lullaby’, bliver den hårdt forvrænget på ’Country Star’ eller glattet ud i autotune på ’See Me Now’.
I slutningen af ’Violet’ bliver den trods alt sluppet løs i et folkrocket klimaks, og teksten svarer muligvis på, hvorfor det ikke sker oftere: »Oh, I feel too visible / oh, I feel too physical«. Ærgerligt, for her gemmer sig i sandhed et undveget potentiale.
Mange af numrene trækker i retning af en elektronisk lyd, der vinker lidt for ihærdigt til Depeche Mode og 80’ernes dark wave. Udtrykket bliver indelukket på en måde, så det ender med at virke unødvendigt forskansende.
Langt mere inciterende er det, når de til tider ret dystre tekster bliver iltet af Californiens rockhistoriske vingesus. ’Dragging My Life Into a Dream’ lyder som tre minutter af et roadtrip på Route 66, men hvor den ubesværede musikalske freewheeling står i skarp kontrast til de mentale konflikter i teksten.
Højdepunkterne på ’Forgiveness’ er de klaver- eller synthdrevne ballader, hvor Trividad synger for. På ’Faultline’ tager hun sig tiden til at smage på de enkle melodilinjer, der bliver båret på ryggen af tilrøgede whiskers-trommer og doven bodegabas.
Opløftende slideguitar holder én til ilden hen mod det uendeligt smukke omkvæd om skillelinjer og omvæltninger. De to venner, der startede deres musikalske rejse med at synge helt tætte harmonier, synger nu i hver sin oktav. »I’m shaking in sentimental trope«, lyder det, og tekstens fokus på de indre skælv går rent ind.
Her rammer Girlpool med simple virkemidler et musikalsk nervekompleks, der havde fortjent større opmærksomhed på ’Forgiveness’. I stedet forpupper albummet sig i et adspredt udtryk, der er svært at tage ind som helhed.
Kort sagt:
Girlpool bevæger sig med ’Forgiveness’ atter mod nye musikalske terræner, hvor dark wave, industriel electronica og autotune nu er en del af landskabet. Selv om helheden smuldrer, forbliver højdepunkterne store.