100 millioner bucks.
Over 700 millioner danske kroner.
Så meget lød aftalen angiveligt på, da Netflix og de royale rebeller Harry og Meghan kort efter bruddet med det britiske kongehus i 2020 indgik et lukrativt indholdssamarbejde.
Et samarbejde, der formentlig har givet mere end ét højtstående medlem af kongefamilien trang til at spæde afternoon-teen op med en lille skarp ved udsigten til, hvilket budskab »H« og »M« mon ville formidle til streamingplatformens 220+ millioner brugere.
I denne måned blev spændingen (alt er relativt) udløst, da dokumentarserien ’Harry & Meghan’ landede, delt op i to »bind« af tre timelange afsnit og instrueret af den Oscar-nominerede filmmager Liz Garbus (’What happened, Miss Simone?’).
Og hvor mange chokerende sandheder kan man så købe sig til for 100 millioner dollar, som Harry og Meghan ikke allerede lagde for dagen i deres store tv-interview med Oprah sidste år?
Forsvindende få, viser det sig.
Hvis nogen som helst, idet folkene bag synes at være af den overbevisning, at alene præsentationen af Harry og Meghan som levende mennesker er en så epokegørende åbenbaring i sig selv, at der sjældent går mere end 30 sekunder, før endnu en hjemmevideoptagelse minder os om, at Harry faktisk også kan have badebukser på, og at Meghan kan bage cupcakes til sønnens fødselsdag.
Tilsammen giver den endeløse strøm af nuttede »stars – they’re just like us«-snapshots tilsat imponerende selvhøjtidelige needle drops, parrets insisteren på udelukkende at kalde hinanden kælenavne på skærmen og de mange klip af Meghan i øm omfavnelse med udsatte børn et indtryk af, at fem ud af seriens seks afsnit reelt set er én lang trailer frem til, at svesken endelig kommer på disken til slut.
Hvis der så bare havde været en sveske.
Meghan som Diana 2.0.
’Harry & Meghan’ vil udstille den notorisk uhyrlige, britiske tabloidpresse for den ofte ublu racistiske chikane, parret blev udsat for. Der er en dyb vrede og en frustration, der er helt valid, og selvfølgelig er det ikke grebet ud af den blå luft, når Harry drager sammenligninger med den mediehetz, hans mor Diana blev udsat for i 1990’erne.
Men når den tidligere prins og hans hustru tager narrativet skridtet videre i forsøget på at tegne Meghan som reinkarnationen af Dianas ånd, bliver linsen for vaselinefedtet og den allestedsnærværende privilegieblindhed for skurrende. Nej, man er ikke automatisk fredet mod at tilegne sig galoperende privilegieblindhed som voksen, fordi man voksede op i et mindre privilegeret miljø som barn.
Det ville være usmageligt at gøre sig morsom over Meghans beretning om, hvordan hendes mentale og fysiske helbred styrtdykkede som følge af hendes tid i kongehuset – hvorfor det da netop også er dybt paradoksalt, at dokumentarens fejlagtigt klæge tone snarere undergraver ’Suits’-skuespillerens likeability, end den giver hende genoprejsning.
For seeren – og ikke mindst alle seere af Netflix’ egen ’The Crown’ – er der ikke noget nyt i portrættet af det britiske kongehus som håbløst forstokket. Ej heller vil det komme bag på nogen, at tabloidpressen stadig er et betændt samfundssår på den engelske folkesjæl.
William råbte ad sin lillebror, da denne meldte sig ud af familien, fortæller Harry, men dén »saftige« anekdote lever næppe længere end til nytår.
Til gengæld vil jeg vædde med, at Harry og Meghans svimlende tonedøve genfortælling af, hvordan Oprah korsede sig, da hun så deres forskrækkeligt pauvre to-etager-med-egen-have-über-romantiske-’hytte’ i Hyde Park i det centrale London vil klæbe til parrets image i al evighed. Tænk sig, Prins Harry kunne dårligt stå oprejst!
Og her brokker den almene, kritisk inflationsramte London-borger sig over, at etværelseslejligheder i stuen med gitter for vinduerne snildt går for 10 millioner danske kroner.
De kunne jo bare gribe dagen og finde friheden i en pragtvilla i L.A., som den ex-Sussex-erne byder indenfor i, mens de lovpriser deres nye, autentiske liv som Hr. og Fru. Leverpostej.
Sympatikonkurrencen
Bevares, der skal nok være dem, der finder parret søde og charmerende. Personligt var jeg ved at kyle en skål pebernødder mod skærmen, da Meghans henførte beskrivelse af, hvordan hun »bare gerne ville ligne en regnbue«, da hun forlod kongehuset, gud hjælpe mig blev akkompagneret af Rolling Stones’ ’She’s Like a Rainbow’.
Men, men. Lad mig indvie dig i en lille hemmelighed: Det er for så vidt sagen komplet underordnet, om Harry og Meghan fremstår sympatiske eller ej.
Pyt med popularitetskonkurrencen– hvor er pointen, Netflix?
Er der en voksen til stede i lokalet, som vitterligt tror på, at Meghan var det lysende fyrtårn, der med sin multikulturelle baggrund alene holdt sammen på det ganske Commonwealth-imperie? Er der ingen bag kameraet, der kan se, at den frelserutopi er gennemsyret af en lige så krænkende arrogance, som den Harry og Meghan anklager kongehuset for at holde fast i med neglene?
I sin sensationsiver har streaminggiganten betalt, hvad der noget nær svarer til bruttonationalproduktet for selvsamme Commonwealth-imperiums mindste land, og iscenesat tv-historiens dyreste selfie forklædt som kulturelt relevant dokumentar, der blot gentager en historie, alle interesserede (og en stor del af dem, der aldrig har været det) har hørt før.
»H« og »M« har et brændende behov for at bearbejde en voldsom tid i deres liv. Det er helt fair. Men det gør bare ikke dem brændende relevante for resten af verden.
’Harry & Meghan’ kan ses på Netflix.