Quavo mistede sin nevø og Migos-medlem Takeoff i november sidste år, da den unge rapper tragisk blev skuddræbt.
Nu har Quavo delt hyldestsangen ‘Without You’ til Takeoff – en følelsesladet sang om sorg, at sige farvel og håbet om at mødes på den anden side.
Den tilhørende musikvideo er minimalistisk, men alligevel følelsesfuld: I en statisk indstilling ser vi Quavo sidde i studiet, hvor han lytter til sangen, mens han stirrer frem for sig, tydeligt berørt.
Indtil videoen til sidst går over i animation, og Quavo bygger en raket, som kan sende ham mod himlen.
Quavo var sammen med Takeoff på aftenen, hvor han blev dræbt. Takeoff blev skudt til en fest i Houston klokken to om natten amerikansk tid, hvor yderligere to personer blev skudt og kørt på hospitalet.
Kort efter hyldede Quavo sin afdøde nevø på sociale medier: »Kære Take. Det er svært at fortælle dig, at jeg kommer til at savne dig, for du var altid sammen med mig. Lige siden vi var børn, har du været ved min side. Kigget op på mig, mens dine øjne ventede på, at jeg ville tage det næste skridt. Og så ville du følge efter. Du sikrede dig altid, at jeg gjorde det først, så du kunne gøre det sammen med mig«, skrev han blandt andet.
Politiet har siden anholdt den mistænkte i sagen, der for nyligt blev løsladt på kaution for en million dollar. Han befinder sig nu i husarrest, hvor han skal forblive til retssagen begynder i starten af marts.
En måned inden sin død udgav Takeoff albummet ‘Only Built For Infinity Links’ sammen med Quavo. Takeoff og Quavos nye album så ud til at markere slutningen af Migos, efter at de to rappere tilsyneladende var blevet uvenner med gruppens tredje medlem, Offset.
Migos havde exceptionelt stor succes. Deres største globale fremgang kom med albummet ‘Culture’ i 2017, der blandt andet inkluderede storhittet ‘Bad And Boujee’. Gruppen udgav derefter ‘Culture II’ i 2018 samt ‘Culture III’ i 2021.
Takeoff udgav desuden soloalbummet ‘The Last Rocket’ i 2018.