Clint Eastwood er efter sigende i gang med forberedelserne til sin sidste film

Clint Eastwood er efter sigende i gang med forberedelserne til sin sidste film
Clint Eastwood i 'Cry Macho'. (Foto: PR)

Noget tyder på, at 92-årige Clint Eastwood stadig har en film i sig.

Ifølge filmmediet DiscussingFilm er Eastwood i gang med forberedelserne til sin fyrrende film som instruktør, der er udset til at være mesterinstruktørens sidste værk.

Filmen har angiveligt arbejdstitlen ‘Juror #2’ og omhandler en nævning, der under en retssag indser, at han muligvis selv har forårsaget offerets død.

Det tvinger ham til at vælge mellem at manipulere juryen for at redde sit eget skind, eller bekende sine synder.

Filmen er endnu ikke bekræftet fra officielt hold, mens der heller ikke er forlydender om, hvilke skuespillere Eastwood har i tankerne, eller om han selv vil medvirke foran kameraet.

Eastwood var senest aktuel i 2021 med neowestern-filmen ‘Cry Macho’, der behandlede en række af mesterens faste temaer.

Eastwoods snart syv årtier lange karriere foran og bag kameraet i Hollywood er en af de mest markante i filmhistorien.

Foran kameraet har han leveret ikoniske præstationer i film som ‘Den gode, den onde og den grusomme’ og ‘Dirty Harry’, mens han siden 1971 også har instrueret hovedværker som Oscar-vinderne ‘Unforgiven’ og ‘Million Dollar Baby’.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af