’Cry Macho’: Clint Eastwood gør endegyldigt op med sin fortid – og det er overraskende rørende
Der er noget underligt fascinerende ved Clint Eastwoods nye western, ’Cry Macho’. Ikke kun fordi vi får lov at se den 91-årige (!) legende i nævekampe – og til hest for første gang siden ’Unforgiven’ fra 1992 – i rollen som den forhenværende rodeorytter Mike Milo.
Men i særdeleshed fordi filmen styrer i en bred bue udenom alt det, vi normalt forbinder med Hollywood-film. Skuespillet fra birollecastet, der mestendels består af ukendte mexicanske skuespillere, er ikke specielt godt, og filmen har et adstadigt tempo, som virkelig stikker ud i en tid, hvor vi bliver bombarderet med indhold fra de globale streamingtjenester, der helst skal fange ens opmærksomhed inden for de første to minutter.
Men ’Cry Macho’ fungerer alligevel forfriskende godt som en hangout-film, der tilsyneladende er helt tilfreds med bare at være et hyggeligt bekendtskab. At den samtidig er den mest langsommelige roadmovie i mands mide og en af de mest ømme westerns nogensinde, siger noget om, at den aldrende instruktør alligevel har ambitionerne på plads.
’Cry Macho’ er en film, der kun kunne være lavet af Clint Eastwood. Selve omdrejningspunktet er ikke så meget handlingen om den aldrende enkemand, der bliver sendt til Mexico af sin tidligere chef for at kidnappe chefens søn fra hans onde mexicanske mor.
I stedet er det en film, der er dedikeret til at afmytologisere de westerntyper, Eastwood har brugt det meste af sin karriere på at portrættere og siden demaskere i sine film som instruktør. Hans umådelige filmiske arv emmer fra hver en skrøbelige bevægelse, den aldrende rodeorytter foretager sig, og gør det umuligt ikke at mindes instruktørens imponerende bagkatalog.
‘Cry Macho’ føles som den perfekte afslutning på Eastwoods nylige neowestern-trilogi, som også tæller ’Gran Torino’ og ’The Mule’. Med førstnævnte tog instruktøren afsked med den klassiske, indebrændte, enlige machocowboy, han vel nok er mest kendt for at skildre, mens han i ’The Mule’ lod ham genopstå som en botaniker, der søger tilgivelse for sine synder hos sine nærmeste.
I ’Cry Macho’ er den klassiske mandetype fuldkommen opløst til fordel for en livsglad mand, der ikke frygter alderdommen, men hilser den velkommen som sin rejseven i livet. Her giver Eastwood sine (måske?) sidste visdomsord, når han hylder fællesskabet og livets små øjeblikke.
Det lykkes nemlig Mike Milo at opstøve chefens søn, Rafo (Eduardo Minett), der stadig har friske mærker på kroppen efter de mange tæv, han har fået af sin mors mandlige bekendtskaber. Rafo er flygtet fra det hele med sin hane, Macho, som han har trænet til kamp. Så da Milo tropper op og lover den mexicanske teenager at genforene ham med hans amerikanske far, der lever det søde liv som ranchejer, er Rafo solgt.
Filmen handler ikke så meget om rejsen mod en bedre fremtid på den anden side af grænsen, men mere om at nyde de små stop på vejen. Det er, når duoen ad omveje slår sig ned i en lille mexicansk landsby, hvor de hjælper de lokale med at træne vilde heste og tage sig af deres husdyr, at filmens hjerte træder frem.
Der er noget uhyre smukt i at se Mike Milo danse med den lokale kantinedame, der ligesom ham selv er enke.
I sidste ende fortæller filmen, at drømmen om at være macho – en hårdfør cowboy, der kan tæmme selv de vildeste dyr – ikke betyder en drøjt sammenlignet med den intimitet, man finder over en fælles middag fried chicken efter en lang dags arbejde.
Det er overraskende rørende.
Kort sagt:
Clint Eastwoods overraskende rørende ’Cry Macho’ står som det perfekte punktum for legendens westernarv med sit opgør med forestillingen om den enlige machorytter og sin ømme fortale for nærhed og fællesskab.