Dansk skuespiller er overraskende med i den nye ‘Superman’

Dansk skuespiller er overraskende med i den nye ‘Superman’
James Gunns 'Superman'. (Foto: Warner)

Han har ikke optrådt i nogen af trailerne, og han figurerer heller ikke på filmens IMDb-side eller i anden forhåndsomtale.

Men nu viser det sig, at danske Zlatko Buric har en ikke uvæsentlig birolle i den stortanlagte og hyperventede ‘Superman’, som får premiere på torsdag.

Skuespilleren med de kroatiske rødder spiller præsidenten for et fiktivt land, som planlægger at invadere et naboland – en konflikt, Superman blander sig i. Det er i sagens natur en lille birolle, men den er ikke uvæsentlig, og han indgår i flere vægtige scener.

Buric, der som bekendt slog igennem i Nicolas Winding Refns ‘Pusher’ i 90’erne, er ikke uvant med Hollywood-roller. Han har tidligere været med i storfilmen ‘2012’ og senest ‘Wolfs’ over for Brad Pitt og George Clooney, begge gange som østeuropæisk skurk.

Han blev reaktualiseret med sin roste rolle som nihilistisk russisk rigmand i Ruben Östlunds Oscar-nominerede Guldpalmevinder ‘Triangle of Sadness’, som uden tvivl har bragt ham tilbage i de amerikanske casteres søgelys.

‘Superman’ har også folk som Rachel Brosnahan og Nicholas Hoult på rollelisten, foruden det relativt nye navn David Corenswet i titelrollen.

James Gunns film, som er den første i hans overhaling af DC-franchisen, kan som sagt ses i de danske biografer fra på torsdag, 10. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af