Der har været relativt stille fra soloartisten Hans Philip, siden han og Jens Ole McCoy forrige år tog fusen på alle og gendannede Ukendt Kunster.
Siden da er det kun blevet til en enkelt single i eget navn i form af sidste års bittersøde ‘Du og jeg’, men nu er Hans Philip i den grad tilbage. Til midnat udgiver han nemlig et nyt album.
Det har rapperen og sangeren netop annonceret via Instagram, hvor han også kan afsløre, at albummet har fået titlen ‘Honey’.
Det nye album følger i hælene på dobbeltalbummet ‘A&B’ fra 2022 og selvfølgelig solodebuten ‘Forevigt’ fra 2019. Begge album landede også mere eller mindre ud af det blå, og nu har han altså gjort det igen.
Sidste år spillede Hans Philip desuden en række symfoniske koncerter i DR Koncerthuset akkompagneret af klassiske musikere. Det udmundede sig tidligere på ugen i en koncertfilm.
Se koncertfilmen herunder, inden ‘Honey’ lander til midnat.
