I foråret blev en ny dansk dogmebevægelse annonceret, 30 år efter den historiske dogme ’95, og nu er der nyt om, hvad anden ombæring af det filmkunstneriske projekt udmønter sig i.
I går blev den første film officielt påbegyndt ved en ceremoni i Zentropas lokaler ifølge en pressemeddelelse.
Dogme25 er iværksat af fem instruktører: May El-Toukhy, Milad Alami, Annika Berg, Jesper Just og Isabella Eklöf med henblik på at »forsvare spillefilmens kunstneriske integritet og skabe rum for kompromisløs filmfortælling i en ny tidsalder«.
Eklöf er den første til at gå i gang med en film efter det nye kyskhedsløfte, og ifølge det nye sæt dogmeregler skal hun have fuldendt den om et år.
Instruktøren gik med det samme i gang med at skrive filmens manuskript i hånden, som et andet af dogmerne lyder. Projektet har titlen ‘Mr. Nawashi’ og er en »BDSM love story«, men mere vides ikke på nuværende tidspunkt.

Ifølge det nye dogmemanifest skal filmene desuden være »originale«, halvdelen af spilletiden dialogløse, ligesom der ikke må bruges internet i nogen af de kreative processer. Brug af sminke er forbudt, lokationen skal være der, hvor filmens handling foregår, alt udstyr skal være lånt eller lejet, og der må maks være ti personer bag kameraet.
Økonomisk er det kun tilladt at tage imod penge, hvis de kommer uden forbehold om indflydelse på filmen. Derudover lyder det afsluttende dogme »lav din film, som var det den sidste«.
Svenske Isabella Eklöf, der er uddannet på Den Danske Filmskole, kom på dagsordenen med debutspillefilmen ‘Holiday’, der vandt en Bodil for bedste film i 2019. Sidste år var hun aktuel med filmatiseringen af Kim Leines roman ‘Kalak’, mens hun også har instrueret adskillige afsnit af store internationale serieproduktioner som ‘Industry’ samt Apple TV+-serien ‘Servant’.
