Yungblud troede, at Rod Stewart var hans bedstefar – nu svarer Stewart igen

Yungblud troede, at Rod Stewart var hans bedstefar – nu svarer Stewart igen
Yungblud. (Foto: Universal)

Det må kunne give lidt af et selvtillidsboost, hvis man tror, man er i familie med et af Storbritanniens største nulevende poprock-ikoner.

Sådan har det måske været for Yungblud. Den danmarksaktuelle sanger var nemlig i sine formative år af den overbevisning, at han var barnebarn til ingen ringere end Rod Stewart, skriver NME.

I et nyligt interview med radioværten Jimmy Hill sætter han ord på det prekære barndomsminde, og om hvordan det var hans bedstemor, der fandt på den spøjse historie.

»Min mor havde aldrig en far. Min bedstemor var altid en meget fantasifuld kvinde og løj for mig. Hun gav mig et fodbad og løj for mig og fortalte mig, at Rod Stewart var min bedstefar«, fortæller han og fortsætter:

»Så frem til jeg var ni år, troede jeg, Rod Stewart var min bedstefar. Indtil jeg var i Asda (britisk supermarkedskæde, red.), hvor jeg lavede det ugentlige indkøb med min bedstemor, og jeg kan huske, jeg ved kassen samlede en Rod Stewart-CD op«.

»Det var med en rigtig dirrende læbe, sådan: Bedste, hvornår kommer bedstefar hjem? Og alle ved kassen begyndte at grine ad os, vel vidende at de havde fanget min bedstemor i en åbenlys løgn! Og det var den dag, jeg fandt ud af, at Rod Stewart ikke er min bedstefar«, afslutter han historien.

Yungblud afslører efterfølgende i interviewet, at han og Rod Stewart for nylig har været i kontakt gennem Instagram.

»Han sagde, ‘alright, mit lille barnebarn’, og jeg tænkte: Rod Stewart, mand. Han har humor!«, forklarer han. Måske Rod Stewart alligevel forbereder sig på at indtage rollen som bedstefar?

Yungblud spiller i K.B. Hallen på fredag 24. oktober.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af