Den DC-inspirerede mafiaserie ’The Penguin’, der som bekendt er en forgrening af ’The Batman’-universet, hittede sidste år stort på HBO Max. Selvom den var skabt som en afsluttet miniserie, har mange fans derfor spekuleret i muligheden for endnu en sæson.
Colin Farrell, der spillede hovedkarakteren Oswald ’Oz’ Cobb, har tidligere udtalt, at han ville være frisk på en tur mere. Men nu har skuespillerens syn på en potentiel anden sæson fået et mere pessimistisk præg.
I et nyt interview med mediet Comic Book afslører han, at han »ikke selv ville satse« på en sæson 2.
»Jeg har generelt en negativt ladet bias. Det er der mange omkring mig, der siger«, uddyber han.
I spinoff-serien følger man Batman-skurken i hans jagt på magten over Gothams kriminelle underverden. ’The Penguin’ fortsætter således, hvor Matt Reeves’ ’The Batman’ fra 2022 slap, og bygger bro mellem denne og efterfølgeren ‘The Batman Part II’, der er sat til at få premiere i 2027 – og som vil »samle op et par uger efter serien sluttede«, ifølge Colin Farrell.
Fans af den irske skuespiller han imidlertid opleve ham på det store lærred i den biografaktuelle ’A Big Bold Beautiful Journey’, hvor han drager på romantisk tidsrejse med Margot Robbie.
