Udo Kier er død

Udo Kier er død
Udo Kier under arbejdet på Lars von Triers 'Riget Exodus'. (Foto: Manuel Claro)

Udo Kier er død i en alder af 81 år.

Den tyske filmstjerne med de karakteristiske, gennemtrængende øjne og mere end 250 roller under bæltet gik bort søndag, bekræfter hans partner Delbert McBride ifølge Variety.

Herhjemme vil mange huske ham for sit faste samarbejde med Lars von Trier, ikke mindst rollen som den vanskabte baby Lillebror i ‘Riget’ – en karakter, Kier videreførte som Storebror i ‘Riget: Exodus’ i 2022. Han medvirkede også i Triers ‘Epidemic’, ‘Europa’, ‘Breaking the Waves’, ‘Dancer in the Dark’, ‘Dogville’, ‘Manderlay’, ‘Melancholia’ og ‘Nymphomaniac: Vol. II’.

Kier påbegyndte filmkarrieren tilbage i 60’erne og fik i 70’erne sit gennembrud på arthousescenen med titelrollerne i ‘Flesh for Frankenstein’ og ‘Blood for Dracula’, begge produceret af Andy Warhol og instrueret af Paul Morrissey.

Senere fandt han sammen med blandt andre landsmanden Rainer Werner Fassbinder (‘The Stationmaster’s Wife’, ‘The Third Generation’, ‘Lili Marleen’, ‘Lola’) og amerikanske Gus Van Sant (‘My Own Private Idaho’, ‘Even Cowgirls Get the Blues’,’Don’t Worry, He Won’t Get Far on Foot’).

Ved siden af auteur-projekter som ovenstående medvirkede Udo Kier også fra tid til anden i Hollywood-baskere som ‘Armageddon’, ‘Blade’ og ‘Iron Sky’.

Hans seneste rolle er i Kleber Mendonça Filhos brasilianske Oscar-kandidat ‘The Secret Agent’. Inden sin død nåede Kier desuden at optage en række projekter, der stadig er i post-produktion.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af