ANBEFALING. Anime har i årevis været en af Japans mest populære eksportvarer, hvor vi også i Danmark har taget genrens ærværdige genier til os. Hayao Miyazaki er et kapitel for sig, og hans magiske universer har for vane at fylde også de danske biografsale i hobetal.
Mange filmkendere herhjemme vil givetvis også kunne sætte navn på et mesterværk af folk som Makoto Shinkai (’Your Name’), Satoshi Kon (’Paprika’), Mamoru Oshii (’Ghost in the Shell’), Mamoru Hosoda (’Mirai’), Masaaki Yuasa (’Mind Game’), Katsuhiro Otomo (’Akira’) og Isao Takahata (’Grave of the Fireflies’).
Men trods animeindustriens succes er det tydeligt for enhver, at det også er en eksklusiv branche, der – særligt på filmdelen – i mange år har været tegnet af mænd.
Der findes dog undtagelser. Atsuko Ishizuka (’Goodbye, Don Glees!’) og Mari Okada (’Maquia: When the Promised Flower Blooms’) har markeret sig som dygtige filmskabere, men den ubetinget mest toneangivne kvindelige animeinstruktør er Naoko Yamada.
Yamada startede hos Kyoto Animation og brød igennem som instruktør i 2009 med serien ’K-On!’ og filmfortsættelsen ’K-On! The Movie!’. Hos Kyoto instruerede hun også den rørende venskabsskildring ’Liz and the Blue Bird’. Højdepunktet blev dog manga-adaptationen ’A Silent Voice’, hvor hun nuanceret skildrede mobning, traumer og forsoning.
Modsat flere af sine mandlige kollegaer har hun valgt at drosle helt ned for de magiske verdener, Miyazaki blandt andet er kendt for. I stedet er hendes film præget af et skarpt øje for teenagelivet, følelser og venskaber.
Blå, grøn … og?
I dag er hun tilknyttet Science Saru (stiftet af Masaaki Yuasa), hvorfra hun har skabt ’The Colors Within’ – hendes første originale spillefilm, som du i de kommende måneder kan se i Cinemateket.
Filmen følger gymnasieeleven Totsuko, som ser mennesker som farver, der afslører deres indre. Hun fascineres særligt af klassekammeraten Kimi, hvis unikke blå farve skiller sig ud.
Da deres veje krydses uden for skolen, opstår et nært fællesskab med den stille Rui, som Totsuko ser som grøn. Sammen danner de et band, hvor musikken bliver omdrejningspunktet for venskab og personlig udforskning.
’The Colors Within’ er klassisk slice-of-life placeret i kontrasten mellem en mondæn katolsk skole og et ungt og farverigt karaktergalleri, fremelsket af Yamada og hendes faste manusforfatter Reiko Yoshida. Forbered dig på en krydsning mellem din yndlings John Hughes-film og John Carneys ’Sing Street’.
Filmen er ganske stille i sit tempo, men dermed ikke sagt at den er begivenhedsløs. Den tackler både temaer som religion, forventningspres og identitet på en elegant måde, men først og fremmest er den drevet af sine tre hovedpersoner og deres personlige rejser undervejs.
Rui hemmeligholder sin passion for musik fra sin mor og familie, som alle forventer, at han skal læse videre og en dag overtage familiepraksissen. Kimi kæmper med en tungsindig skam over ikke at have fortalt sin bedstemor, at hun er droppet ud af skolen. Totsuko søger efter sin egen farve, som hun endnu ikke har fundet – en søgen, som flere har tolket som et subtilt queer-lag, forstærket af hendes fascination af Kimi.
Naoko Yamada har tidligere sagt, at hun ikke aktivt planlægger at inkludere LGBTQ+-temaer, men heller ikke undgår dem. Når de optræder, sker det helt naturligt som en del af hendes måde at skildre karakterernes følelser og relationer på. Hvilket også er tilfældet i ’The Colors Within’.
Frirummet finder de hos hinanden og gennem musikken i deres nystartede band, hvor de hver især komponerer et nummer, der ender med at indkapsle deres vidt forskellige personligheder.
I filmens bedste scene optræder de stolt med deres musik til en koncert på Totsukos skole, der ender med at få både skolekammeraterne og de ellers agtværdige nonner til at danse løs i glædesrus. Enkelt og livsbekræftende.
Skynd dig i biografen
Som et stykke klassisk musik spiller elementerne så godt sammen i ’The Colors Within’,at det går op i en højere enhed.
Filmen er en helhedsoplevelse, der med sin eksplosion af forskellige vand- og pastelfarver gør dens univers til en blød og varm oplevelse.
Musikken – både den elektroniske rock, som bandet praktiserer, og Kensuke Ushios klangfulde ambient-score – er dragende og længselsfuld. Og på samme måde smelter observationer om religion, ungdom, passion og forskellighed sammen, uden at det føles påklistret.
Der er flere scener, som i andres hænder ville virke prætentiøse. Som når den livsglade Totsuko danser en barndomsballet for sig selv og endelig finder sin egen farve, eller når en lektion om solsystemet inspirerer hende til en sang om Kimis farve.
Selv scenen, hvor vennerne betror hinanden deres dybeste hemmeligheder i skæret fra et stearinlys i en forladt kirke, kunne føles oversentimental.
Men gennem Yamadas blik fremstår det hele fuldstændig naturligt og oprigtigt.
’The Colors Within’ er en sanselig film, der flytter ind i dit hjerte og bor der, længe efter du har set den. Skynd dig i biografen – det er trods alt ikke hver dag, vi får chancen for at se Naoko Yamadas film i Danmark.
’The Colors Within’ kan ses i Cinemateket 8. februar og 8. marts.