Antallet af trafikdrab stiger, når Taylor Swift udgiver et nyt album

Antallet af trafikdrab stiger, når Taylor Swift udgiver et nyt album
Taylor Swift. (Foto: Gareth Cattermole/TAS24/Getty Images for TAS Rights Management)

Et hold af forskere fra Harvard Medical School har gjort sig en fascinerende opdagelse.

Som led i et forskningsprojekt om færdselsulykker og smartphonebrug har de opdaget, at antallet af trafikdrab i USA er højest på dage, hvor storstreamende album udkommer. Det skriver NME.

I gennemsnit stiger antallet af dødsfald i trafikken med 15 procent på dage, hvor de største stjerner udgiver nye album. Det drejer sig blandt andet om Drake, Bad Bunny, Harry Styles, Kendrick Lamar og især Taylor Swift, som gang efter gang sætter nye streaming-rekorder, når hun udgiver et album.

Forskerne peger på, at billister simpelthen har tendens til at miste overblikket over trafikken, fordi de bliver distraheret af at afspille ny musik fra deres smartphone.

Det passer med, at brugen af smartphones generelt stiger med op til 40 procent på populære albumudgivelsesdage.

Forskerne indrømmer, at der også kan være andre medvirkende forklaringer. Blandt andet, at album typisk udkommer om fredagen – en populær rejsedag.

De har dog sammenlignet tallene med fredage, der ikke falder sammen med nye, store albumudgivelser, og hvor lignende stigninger i trafikdrab ikke kan måles.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af